84 børn og voksne til håndbold | Nyheder | REHH

Hasse Jørgensen
21. oktober 2014
Det at se vores idoler live i aktion er noget af det bedste og ikke mindst hos de helt unge.
Derfor havde Ribe-Esbjerg HH også inviteret de helt unge spillere fra Esbjerg Børnehåndbold ind til kampen mellem Ribe-Esbjerg HH og SønderjyskE, og den invitation var der mange, der tog i mod.
Det var spillere fra U8, U10 og U12, der var inviteret, og invitationen lød på, at de, der gerne ville have forældre og søskende med, bare kunne tage dem med. Det betød, at i alt 84 små og store med tilknytning til Esbjerg Børnehåndbold benyttede sig af chancen og så ligabold i topklasse.
- Det var REHH's direktør Rikke Tangaa, der havde inviteret os, og det var en rigtig god ide. Børnene fik en stor oplevelse og havde en dejlig aften sammen med nogle af deres forældre og søskende. Det at se sine idoler er jo noget helt særligt, og vi vil meget gerne gøre det igen, fortæller Jan Christiansen fra Esbjerg Børnehåndbold.