Ribe-Esbjerg HH – Grindsted GIF
31-21 (17-7)
Ribe Fritidscenter var fyldt. Blandt de 1.250 tilskuere var et par hundrede fra Grindsted. Stemningen var intens. Det var starten på en – med REHH hjerte – fed kamp i en fed kulisse. Efter 10 min. var REHH foran med 8-1. Et fantastisk forberedt og fightende REHH-forsvar foran en formidabel Ágúst Elí Björgvinsson i målet. Klasseforskel. Pausestilling 17-7.
I de to afgørende kampe ude mod Nordsjælland og hjemme mod Grindsted fik Nicolaj Spanggaard (5/6) på højre back vist, at han i den slags kampe kan tage ansvar:
”Vi vidste jo, at de har spillet en flot sæson med 7/6 i mange varianter. Vi har haft en lang dag med video for at blive klar på deres indspil til stregen. Og vi havde lært lektien.
Vi var superdygtige til at få fat i deres indspil til stregen – fik hurtige kontramål – og så blev de usikre. Vi dækker helt sublimt op i første halvleg. Vi straffer alle deres forsøg på at komme ind i kampen. De blev frustrerede over, at vi havde læst dem. Kampen var faktisk lukket efter 10 min.
Jeg har prøvet nedspil før. Ved hvordan man sætter sig op til det. Men at mit spil er vokset hér i den sidste del af sæsonen skyldes også, at vi har haft nogle rigtigt gode træninger, hvor jeg efterhånden har fundet den rolle, Marc gerne vil have mig til at spille.”
Et par detaljer: Ved stillingen 5-1 fløj en returbold fra REHH’s forsvar ud mod sidelinjen. Med et akrobatisk, vildt spring fik Morten Jørgensen akkurat skubbet bolden ind til en medspiller. Ved stillingen 28-17 fik Jesper Lindgren, der har haft en lang sæson på bænken, tid i angrebet. En holdkammerat missede, bolden sprang op midt i feltet. Den virkede tabt. Hvorefter Jesper Lindgren kastede sig frem i en vild satsning 30 cm. over gulvet – og boksede bolden i mål.
Vild jubel. Morten og Jespers fight – med REHH hjertet uden på trøjen – symboliserede i den grad et REHH-mandskab, der viste, hvad de har i sig, da det virkelig betød noget. Marc Uhd blev hentet til klubben ved årsskiftet, hvor REHH var i liga-dybet. Marcs arbejde sammen med holdet i 2025 skal hermed markeres med et ord: Respekt!
Man Of The Match: Ágúst Björgvinsson
Ágúst er sponsoreret af Restaurant Parken og JydskeVestkysten.
Målscorer:
Nicolaj Spanggaard, 5
Mathias Jørgensen, 5
Morten Jørgensen, 4
Axel Franzén, 3
Alfred Jönsson, 3
Jonathan Würtz, 2
Andreas Søgaard, 2
Marcus Mørk, 2
Elvar Ásgeirsson, 2
Jesper Lindgren, 1
Christian Termansen, 1
Simon Birkefeldt, 1
Målvogtere:
Niklas Kraft, 0/2 (00,00%)
Ágúst Björgvinsson, 11/30 (36,67%)
Efter kampen fik vi hyldet de personer i spillertruppen og staben, som ikke fortsætter på ligaholdet efter denne sæson.
Tak til jer alle – I har bidraget og lagt en stærk indsats i klubbens udvikling.
En særlig tak til Andreas Wolf for en solid indsats som fysioterapeut i Sidsels barselsvikariat.
Tak til Ronnie Nicolaisen for indsatsen, både som målmand og målmandstræner – alt det bedste fremover.
Jonas Larholm skifter rolle og bliver U19-cheftræner – vi ser frem til det fortsatte samarbejde.
Vi siger også farvel til fire spillere: Jesper Lindgren, Axel Franzén, Simon Birkefeldt og Andreas Søgaard.
Tusind tak for jeres indsats i den blå trøje og for jeres rolle i den rejse, REHH har været på.
Fotograf: Photo-Andersen.dk