23/10-2025
PRESSEMEDDELELSE
5E Byg ny hovedsponsor i Ribe-Esbjerg HH
5E Byg er totalentreprenør på et 20.000 kvadratmeter stort kontordomicil på Esbjerg Brygge. Derudover gør koncernen i stort omfang brug af andre Esbjerg-virksomheder på projekter på Sjælland og i København. Nu vil de sportsglade fynboer også støtte op om sydvestjysk herrehåndbold.
Det blev uafgjort mod Skjern under sidste uges udebanekamp, og i denne uge kan Ribe-Esbjerg HH så række armene i vejret endnu en gang og præsentere en ny hovedsponsor, den landsdækkende entreprenørkoncern 5E Byg A/S med hovedkvarter i Odense.
5E Bygs ejer og bestyrelsesformand, Per Jørgensen, har siden lilleputtiden i Middelfart G og BK haft mest fokus på fodboldstøvlerne, og han har da også selv ydet sit bidrag som ungdoms- og seniorspiller i både Middelfart, B1913 i Odense og Horsens. Per Jørgensen overtog for cirka 15 år siden ejerskabet af Middelfart Fodbold, mens klubben spillede i 3. division og har økonomisk hjulpet klubben op i 1. division.
For en halv snes år siden fik han også blik for mulighederne ved at netværke i håndboldhallen. Han er i dag aktionær og næstformand i Odense Håndbold, der spiller i Kvindeligaen.
”Når 5E Byg nu engagerer os med et hovedsponsorat i Ribe-Esbjerg HH er det ud fra de samme præmisser, som er gældende for firmaets og mit engagement i elitesport på Fyn: Vi bakker op om de ting, der sker i de byer, hvor vi er involveret.”
”I Esbjerg har vi totalentreprisen på Det Faglige Hus’ nye kontordomicil på Esbjerg Brygge, et 14-etagers byggeri med 20.000 kvm. til omkring 400 millioner kr. Dertil kommer, at vi meget ofte og gerne gør brug af Esbjerg-virksomheder på vores projekter på Sjælland og i København. Jeg talte for nylig op, at vi har opgaver for et tilsvarende beløb liggende hos virksomheder med hjemsted i Esbjerg Kommune på større opgaver rundt omkring i landet”, siger Per Jørgensen.
Han ser derfor frem til, at 5E Byg gennem hovedsponsoratet i Ribe-Esbjerg HH får udbygget sit erhvervsnetværk endnu mere til gavn for både koncernen og det sydvestjyske erhvervsliv. Men når det gælder 1. divisionsfodbold og kvindehåndbold, er og bliver han fynbo helt ind i hjertet.
5E Byg rundede sidste år en omsætning på 2 milliarder kroner og realiserede et overskud efter skat på 111 millioner kr.
”Vi har fundet en passende størrelse, så vi nu kan konkurrere på de store opgaver. I 5E Byg er vi meget omkostningsbevidste, og det er sammen med en stab af dygtige medarbejdere forklaringen på, at vi både pris- og kvalitetsmæssigt kan begå os ved licitationerne”, siger Per Jørgensen.
Den nye samarbejdspartner bliver præsenteret Ribe-Esbjergs tv-transmitterede hjemmekamp mod TTH Holstebro torsdag aften i Blue Water Arena:
”Sportsligt er vi ved at få stabilitet i holdet, og med en ny hovedsponsor kommer vi et skridt videre i den organisatoriske og økonomiske udvikling af klubben. Det varmer også, at en stor landsdækkende koncern kan se potentialet i Ribe-Esbjerg, og vi vil gøre vores til, at både 5E Byg og vores i forvejen gode og trofaste sponsorer bliver endnu mere kendt, både lokalt og på landsplan”, siger Claus Vang Madsen.
For yderligere oplysninger kontakt direktør Claus Vang Madsen, tlf. 2160 3541.

