Centex vartede supportere op | Nyheder | REHH

Hasse Jørgensen
14. maj 2017

Torsdag aften stod godt 60 supportere på fanbussen i Ribe og Esbjerg. Centex IT og netværksløsninger i Esbjerg sponserede bussen, men ikke nok med det. De havde også forberedt en overraskelse til deltagerne.

- Det vakte stor jubel hos supporterne, da de åbnede de brune papirsposer og bl.a. fandt en øl, en vand, bolcher mv. Det var et rigtigt godt indslag, som var med til at sætte stemningen yderligere i vejret, siger Orla Dahl fra REHH, der selv var med bussen.

- Vi siger en stor tak til Centex, der var med til at skabe en rigtig god aften for vores supportere. Det smittede i den grad også af i hallen, hvor REHH hjørnet var både til at se og høre.

Iøvrigt var stemningen i bussen hjem heller ikke helt dårlig, selv om det som bekendt blev til et knebent nederlag.

- Det har været dejligt, at vi efter mange års tilløb endelig har være i stand til samle supportere til fælles ture til udekampene. Det er jeg helt sikker på, at drengene har været rigtig glade for, slutter Orla Dahl.