Selvfølgelig kan det bruges til noget, at vi spiller lige op med HC Midtjylland i 2. halvleg, men det ændrer ikke ved, at der blev brændt alt for meget fra vores side kampen igennem. Det er ikke fordi, vores spillere ikke kommer til chancerne, men dels havde HC Midtjylland en god målmand i Tim Winkler, og dels gjorde vores spillere det ikke sværere end nødvendigt for samme Tin Winkler at parere skuddene. Lidt mere knoldblodighed og lidt mere overblik i skudøjeblikket havde gjort underværker.
REHH startede fint med at komme foran med både 1-0 og 2-1, men så kom der omkring otte minutters scoringspause, som HC Midtjylland udnyttede til stillingen 6-2 i deres favør, og herfra gik midtjyderne stille og roligt videre til halvlegsresultatet 16-9.
I anden halvleg kom vores spillere langt bedre med i kampen, men forspringet fra første halvleg var for stort til, at der kunne gøres noget ved resultatet.
Frustreret træner
Det var en dybt frustreret cheftræner Claus Uhrenholt, der ærgrede sig over nederlaget:
- Det er ikke det, at vi tabe, men det er måden, vi taber på. Jeg mangler noget gnist og tilstedeværelse hos de fleste spillere. Vi havde en rigtig dårlig træning dagen før, og når man tager den med ind til kampen, går det galt.
- Jeg starter uden Rasmus Boysen men mangler hans vildskab, og det skulle jeg ikke have gjort. Jacob Holm er syg med dårlige bihuler, og jeg holder ham ude i den første del af kampen for at skåne ham til senere. Men det skulle jeg heller ikke have gjort, og man lærer af sine fejl.
- En anden ting er, at vi dækker for dårligt op, og vi taber målmandsduellen med 19-5. Så vinder man ingen kampe, men når det er sagt, er det også svært at have redninger, når man får seks til otte kontraer lige i hovedet.
Claus Uhrenholt påpeger også, at holdet skulle bruge alt for mange chancer til at lave målene.
- Jeg er skuffet over, at vi ikke præsterer mere i kampens start. Vi kommer foran 1-0 og 2-1, men så kommer vi bagud med 4-11. Det nytter ikke, at man ikke kan levere, selv om Jacob er syg. Det er derfor, vi er 16 på holdet. Når én falder ud, må andre træde til.
Mit ansvar
Claus Uhrenholt nævner, at Pelle Schilling spiller en fornuftig kamp, og at Lukas Karlsson gør, hvad han kan, men kun når Jacob Holm er på banen, at der er trusler.
- Nu skal jeg hjem og se kampen på video. Det er mit ansvar at sætte holdet op. Indsatsen var tæt på at være utilgivelig, men Midtjylland var bedre end os. Jeg vil godt tabe kampe, men vi skal tabe dem rigtigt. Vi skal have hjerte, energi, fight o.s.v. med. Det havde vi ikke i dag. Vi mangler krigergenet.
- Jeg håber på helt andre boller på suppen mod Mors-Thy. I kampen mod Midtjylland manglede jeg noget professionel parathed. Vi havde talt om, at deres målmand, Tim Winkler skulle skydes i toppen af målet, men de første otte af ti skud sidder i bunden. Det irriterer mig, at det, vi taler om, ikke bliver udført. Men den fight og killerinstinkt, vi havde mod BSV i 2. halvleg, var ikke med i bussen til Herning i dag.
- Jeg forventer helt andre boller på suppen mod Mors-Thy. Jeg forventer en helt anden gnist og indstilling, påpeger Claus Uhrenholt.
Kampen i tal
Målscorere: REHH: Jacob Holm 5, Philip Holm 4, Pelle Schilling 4, Rasmus Nielsen 3, Rasmus Bertelsen 2, Lukas Karlsson 2, Jonas Tidemand 1 og Aku Kreutzmann 1.
Midtjylland: Jørgen Rasmussen 5, Esben Lie 5, Morten Slundt 4, Jacob Østergaard 3, Kasper Gudnitz 3, Eivind Tangen 2, Dennis Kirkegaard 2, Rasmus Carlsen 2, Bastian Stræde 1, Kristian Gjessing 1, og Casper Sas 1.
Udvisninger: REHH: 2. Midtjylland 2.
Tilskuere: 1214.
Dommere: Michael Gunnar Skjøth Søegaard og Thomas Kalisz Nielsen.
Facebook
Twitter
Instagram