Den gode smag blev ramt igen | Nyheder | REHH

Hasse Jørgensen
19. april 2017

Mere vil have mere. Sådan er det. Og når man er vant til at blive forkælet med god mad og vine, synes det svært stadig at kunne gøre det bedre.

Men det lykkedes faktisk tirsdag aften ved VIP-arrangementet forud for kampen mod Mors-Thy Håndbold.

De 370 gæster fik en udsøgt middag leveret af Pia og Mads Lindquist fra Ambassaden på Fanø.

En terrin af mørksej og røget laks på grønne asparges og med brød og godt smør blev efterfulgt af langtids stegt oksetyndsteg med nye kartofler vendt med friske krydderurter samt Nøgenbyg fra Forum med vårurter og bacon og derefter rabarberkage med fyldig creme fraiche.

Det smagte herligt, og ikke mindst kartoflerne med friske krydderurter var lækre, hvis man skal fremhæve noget. Når jeg kommer til Fanø, skal jeg en tur på Ambassaden.

Kaj Kristensen fra Scandinavian Wine (yderst til venstre på det øverste billede) har været på forretningsrejse til Düsseldorf, og nu vil han gerne til Californien. Det forstår man udmærket, da man smagte de to vine, han havde afstemt til Ambassadens mad, og som begge kom fra den amerikanske stat.

En hvid vin på Chardonnay, der havde en tilpas friskhed og fylde, så den gik endog meget fint til fisken, men lige så godt kan nydes på terrassen uden andet selskab end netop vinen.

Den røde fra vingården Truchard Vineyards var lige så velvalgt til oksekødet. Den havde umiddelbart en dejlig smag, og eftersmagen var både lang og behagelig.

Optimisme på udsat post

At det er svært at drive en håndboldklub, kan REHH's manårige formand, Lars Lundgaard, skrive under på.

Med stor dygtighed har han lagt fundamentet til det REHH, vi kender i dag, og ved VIP-arrangementet roste han den siddende bestyrelse og ledelse for deres arbejde og ikke mindst Johnny Nim fra Det Faglige Hus for den helt specielt store indsats, han har udført i REHH.

Lars Lundgaard slog fast, at det er nødvendigt at have optimismen i behold i det arbejde. Som han sagde, skal glasset hele tiden være halvt fyldt.

- Man må ofte træffe de mindst dårlige løsninger på grund af omstændighederne, og man gambler ofte som man ikke ville gamble i sin egen virksomhed. Men det er nødvendigt at gamble for at komme op, og der er udfordringer hele tiden, slog Lars fast.

Profil Design havde igen givet fine præmier til tipskonkurrencen

Tipskonkurrencen om kampens udfald blev vundet af:

  1. Bent Kristensen
  2. Bente Thulin
  3. Anders Boe 

 Fotos: Mogens B.