Efter en håndboldoplevelse ud over det sædvanlige sidste weekend, hvor REHH som bekendt tævede BSV, venter en ny kamp lørdag eftermiddag.
Denne gang er det Lemvig-Thyborøn Håndbold, der kommer på besøg i Invactor Arena i Ribe med kampstart klokken 17.
Der er ingen tvivl om, at Ribe-Esbjerg HH er storfavorit i denne kamp, men der er heller ingen tvivl om, at hvis de lokale spillere tror, de kan tage let på kampen, er det en vældig fejl.
Det er Matias Helt Jepsen helt enig i.
- Hvordan skal denne kamp så vindes?
- Det er nogle af de samme dyder som hidtil, det gælder. Det drejer sig om, at vi skal have et rigtigt godt forsvar og kontrolleret angrebsspil, hvor vi spiller med god tålmodighed. Vi skal passe på, at vi ikke spiller chancerne og giver dem mulighed for nogle kontraer, som de er gode til at udnytte.
Matias Helt påpeger også betydningen af den mentale forberedelse: - Vi skal ikke regne med at kunne gå på vandet selv efter den gode indsats mod BSV. De er underdog. Det bliver en svær kamp og spiller vi ikke optimalt, taber vi. Det ligger meget i forberedelserne. De har ikke meget at tabe, så de kan spille frit. Presset er på os, og det skal vi kunne håndtere.
- Det er altså ikke en walk over?
- Bestemt ikke. Vi er favoritter, og vi skal vinde den kamp. Men derfra og så til at gøre det, er der nogle skridt.
- De dækker 6-0 med aggressive 3'ere. Det er vigtigt ikke at smide dumme bolde væk. Vi har en god chance, hvis vi minimerer deres kontra-spil. Det handler om folks parathed og tilstedeværelse samt forståelse for kampens betydning. En sejr vil være god men et nederlag tæt på det katastrofale.
- Der må altså gerne komme nogle og kigge på kampen?
- Vi har bestemt behov for opbakning. Der var en fin stemning i søndags, og jeg håber, der kommer mindst lige så mange igen. Jeg håber, de, der var der i søndags, fik en god oplevelse og tager familie, venner og forretningsforbindelser med på lørdag, siger Matias Helt.
foto mogens b.
Facebook
Twitter
Instagram