Ribe-Esbjerg HH – Skjern Håndbold 28-32 (15-19)
Efter 5 min. førte REHH med 5-3. De næste 15 min. blev tabt med 4-12. Stillingen var pludselig 9-15 og så blev det svært.
Resten af kampen vandt REHH med 2 mål. Der blev rettet op i forsvaret. Langtidsskadede Rasmus Meyer fik comeback med en fin indsats i midterforsvaret. Elvar Ásgeirsson, Lauritz Legér og Christian Termansen spillede stort set de sidste 40 min. i angrebet. Det gjorde de godt. Med førstnævnte som kampens fortjente spiller med 8 mål, flere assist og stærkt forsvarsarbejde. Elvar glædede sig over, at alle mand blev ved med at gå efter mulighederne – men var også frustreret over de første 20 minutter:
”Vi kommer i forsvaret slet ikke fra start med den hårdhed, der skal til. Og vi står for bredt og giver dem plads. Det får vi rettet op på de sidste 40 minutter, men da var det jo op ad bakke. Det positive er, at vi de sidste 40 minutter matcher ét af de mest formstærke hold i ligaen. Ærgerligt at vi ikke gør det fra starten.
Jeg kan selv mærke, at jeg er i god form – og jeg spiller måske med øget selvtillid. Jeg fik meget ansvar i angrebet og fik heldigvis godt gang i skuddene udefra. Men jeg ærgrer mig over, at vi ikke viste hårdhed og sikkerhed de første 20 minutter. Og selvfølgelig også over, at vi taber til Bonde i målet de sidste 5 minutter.”
Blandt andet på grund af Elvars mange mål og et flot fightende forsvar fik REHH kontakt ved 24-24. Men så landede 3 afslutninger i armene på Bonde og Skjern trak afgørende fra de sidste minutter. Derfor blev det hele til en blandet oplevelse af godt og skidt.
De mange tilskuere skabte en flot stemning i Dokken, hvor også Mathias Jørgensen, Laurits Legér og Niklas Kraft præsterede stærkt. Og så er det rigtigt godt at ærgre sig over et tæt nederlag til ligaens nr. 3.
Næste kamp er ude mod TTH Holstebro torsdag den 26. februar kl. 20.00.
Målscorerne:
Elvar Ásgeirsson: 8
Mathias Jørgensen: 5
Laurits Legér: 4
Jerry Tollbring: 3
Christian Termansen: 2
Teis Horn: 2
Karl Wallinius: 1
Kasper Sjursen: 1
Alfred Jönsson: 1
Benjamin Hallgren: 1
Målmænd:
Andreas Haagen 0/9 (0 %)
Niklas Kraft 10/33 (30 %)
