Claus V. Madsen har orienteret bestyrelsen i Ribe-Esbjerg HH (REHH) om, at han ønsker at fratræde som direktør pr. 30.6.2026. Claus tiltrådte som direktør – udlånt fra Det Faglige Hus – i 2020, og han vender retur til DFH, når han stopper i REHH.
Bestyrelsen har herefter ansat sportschef Jesper Holm som ny direktør (kombineret direktør/sportschef) fra den 1. juli 2026.
Claus V. Madsen: ”Jeg sagde i sin tid ja til et kort forløb, der nu er blevet til godt 5 år. Vi har i REHH i den periode været igennem en markant udvikling med styrkelse såvel på det sportslige, økonomiske som organisatoriske område. Der har løbende været ”lige en ekstra udfordring”, der har holdt mig i jobbet. Samtidig har det været en rigtig god oplevelse at være så tæt på spillerne og alle de positive aktører i og omkring REHH. Men nu er vi godt besat på alle poster. Vi vil efter denne sæson være trimmet til skiftet. Og jeg glæder mig til at være med til at køre Jesper ind i stillingen.”
Jesper Holm: ”Jobbet som kombineret direktør og sportschef er en attraktiv udfordring, som jeg ser frem til. Claus og jeg vil i den resterende del af denne sæson fortsat supplere hinanden i et godt samarbejde. Og så glæder jeg mig selvfølgelig til at blive en endnu mere synlig aktør overfor sponsorer og samarbejdspartnere – med blikket vendt mod REHH’s ambitioner.”
I bestyrelsen glæder vi os over, at Claus er med i et planlagt overgangsforløb, hvor vi på alle parametre har både det korte og lange lys tændt. Det betyder, at vi også resten af sæsonen kan udnytte Claus’ dedikerede og meget kompetente indsats, der har haft stor betydning for REHH’s positive udvikling.
Vi er ligeledes glade for, at Jesper har sagt ja til jobbet. Jesper har leveret en meget seriøs indsats på det sportslige område – og er vellidt både internt og eksternt. Han får nu tid til at møde de mange samarbejdspartnere, der er en vigtig del af REHH-familien. Og vi ser i bestyrelsen frem til et endnu tættere samarbejde med Jesper, der bl.a. skal være med til at realisere visionen om, at REHH over et kort åremål af alle i Håndbold-Danmark opleves som et stabilt top–5 hold i den danske herreliga.
Rasmus Lynddahl
Bestyrelsesformand
