En sportschef takker af | Nyheder | REHH

- Hvorfor stopper du?

- Beslutningen har været længe under vejs, mere end et år, og for et halvt års tid siden blev det så helt konkret, da der blev sat en dato på. Det skulle egentligt have været 1/9 men forskellige årsager har betydet, at det blev skubbet til den 1/11. Det handler i bund og grund bare om, at jeg har lyst til at prøve noget andet. Så simpelt er det.

- Hvad skal du lave nu?

- Det har jeg selvfølgelig en klar ide om, men jeg kan desværre ikke afsløre det lige nu.

- Hvordan vil du bekrive de godt fem år, du har været i klubben?

- Det har været hektisk, til tider kaotisk, men også utrolig spændende med masser af fantastiske mennesker både i og uden for klubben. Da jeg sagde ja, til at indtræde i sportschefrollen i sommeren 2010 med det formål at få klubben op i den bedste liga, var der ikke mange, der gav den tanke gang på jord, det skal man huske. Et luftkastel, blev det kaldt. Med til historien hører selvfølgelig, at klubben netop havde overlevet nedrykningskampe til den tredjebedste række, og at økonomien var milevidt fra ligahåndbold. Hvorfra skulle miraklet komme? Netop økonomien betød jo også, at jeg arbejdede uden reel løn det første år af ansættelsen.

- Hvorfor det?

- Ellers var projektet aldrig blevet realiseret, så enkelt er det. Klubben havde ikke penge til aflønning af en sportschef på det tidspunkt, så hvis ikke jeg havde sagt ja til at arbejde uden reel løn, var det nok ikke blevet til noget. Det var jo en turn around der skulle til. Jeg skiftede stort set hele spillertruppen ud og ansatte helt ny trænerduo, og samtidig var der en masse administrative ting, som skulle ændres og det skete alt sammen på et tidspunkt, hvor vi ikke havde noget kontor og hverken direktør eller sekretær. Der var ingen fastansatte. Ingen.  Men jeg var ikke alene. På det tidspunkt – og senere – lagde frivillige kræfter såsom Lars Lundgaard og Vagn Andersen uhyrlige administrative kræfter i klubben. Men familien – den så jeg ikke meget til, så det kostede kræfter på flere fronter.  

- Værste oplevelse?

- Helt uden for kategori tabet af Lars Olsen. Jeg tænker meget på Lars. Det gør stadig ondt. Det tab kommer jeg mig aldrig over, og jeg har engang imellem stadig mareridt om den forfærdelige dag i Maribo.  Det glemmer jeg aldrig.

- Bedste oplevelse?

- Den suveræne oprykning til ligaen med 10 point ned til GOG på andenpladsen. Vi rykkede op med et budget, som ikke hørte til de fem største i rækken. Det var imponerende, hvad Nick (cheftræner Nick Rasmussen. red) og drengene lavede det år.

- Sejren over BSV med 11 mål sidste år. Nogle måneder forinden havde jeg forhandlet med en af deres reservespillere, som viste sig at være alt for dyr til vores budget. Så baskede vi dem med 11 kasser.

- Vigtigst: At vi hvert år har performet bedre end vores spillerbudget berettiger til. Det er flot! Det skal trænerne og spillerne have stor ros for.

 - Er der nogen der fortjener ros?

- Der er heldigvis masser, hvor skal jeg starte.

- Sponsorerne som igen og igen har lukket mig indenfor og ofte har bakket mig op også omkring de – en gang imellem utraditionelle - forslag jeg er kommet med, og som generelt bare har været klubbens værn mod fortabelse og intethed. Fremragende mennesker. Fremragende støtter.

- Diverse bestyrelsesmedlemmer, som igen og igen har lagt uhyrlige kræfter – og penge - i klubben – uden dem var rejsen blevet kort. Meget kort. Klubben har meget at takke dem for. At sparre med de her dygtige, tunge erhvervsfolk, har i øvrigt været en stor personlig berigelse for mig.  

- De frivillige som har lagt en masse ” gratis” timer af ren veneration for klubben. Hold da op hvor klubben er begunstiget af mange fremragende mennesker, som bruger deres sparsomme fritid på at hjælpe med alt lige fra regnskaber til reklameopsætning. Stort skulderklap til dem herfra.

- Vores tidligere trænerduo Nick Rasmussen og Simon Krogh og deres engagement og præstationer for klubben. Dybt professionelle og disciplinerede i deres tilgang og med stor faglig viden.

- Claus Uhrenholdt men også Ole Nielsen som tog udfordringerne op på et tidspunkt hvor klubben var i spille – og pointmæssig krise. Sidste års pointantal på 25 med et af ligaens laveste budgetter var imponerende. I 8 ud af de sidste 10 år havde det pointantal været nok til en slutspilsplads. Det ærgrer mig stadig, at det ikke lykkedes. Ti minutter før tid i den sidste kamp var den ellers hjemme. Kæmpestor faglig viden og engagement skal drive klubben. Her er Claus Uhrenholdts indsats formidabel.

- Til sidst spillerne. Jeg vil godt erkende, at jeg har sat overliggeren højt for hver enkelt af dem. Forventet at den enkelte spiller fik det maksimale ud af deres potentiale velvidende, at vi ellers ikke kunne klare os i ligaen. I 9 ud af 10 tilfælde er mine forventninger blevet opfyldt, og det er ikke min fortjeneste, det er spillernes. En forløsning af et potentiale skal komme indefra. Selvfølgelig kommer jeg til at savne dem. De er jo mine drenge for katten, nogle fantastiske drenge. Og så er der stemningen, jargonen, spændingen, tristheden over nederlag, forløsningen ved sejr, alt det har jo været min forlængede arm tilbage til min egen tid som spiller. Det kommer jeg også til at savne.

- Generelt er REHH en super dejlig klub, med en bred vifte af mennesker som slider hårdt hver dag, og som ikke altid får den kredit de fortjener. Vores tidligere direktør Orla Dahl er et eksempel på det, eller vores administrationsansvarlige Anette Knudsen, sådan kan man blive ved.

- Jeg glæder mig til at følge REHH fremover og ønsker klubben al mulig held og lykke, slutter Sune Agerschou.