En vanskelig opgave | Nyheder | REHH

Hasse Jørgensen
20. oktober 2015
Der kan siges meget om håndbold som spil, men en ting er sikkert: det er et uforudsigeligt spil.
Næppe nogen havde ved turneringsstart troet, at Nordsjælland skulle slå BSV med 30-26, og næppe nogen havde ved turneringsstart troet, at KIF Kolding København skulle få så svag en start, at holdet i skrivende stund ligger nummer fire dog kun et point efter nummer et.
Der var sikkert også nogle, der ville have forsvoret, at Skanderborg skulle ligge på en andenplads.
Og lad os være ærlige: der var ikke mange i REHH om nogen, der havde troet, at vi skulle ligge næst sidst netop nu.
Men sådan er kendsgerningerne.
Om vi kan hente to point i næste kamp vil torsdag aften give et svar på. Her møder vi GOG i Odense Idrætshal, og lad det være sagt med det samme. Det bliver en svær opgave.
GOG ligger som bekendt midt i feltet med ni point for syv kampe, og det er et godt hold, vi skal op i mod.
Statistikken taler sit eget sprog: GOG har scoret på 62 procent af direkte skud, mens vores scoringsprocent ligger på 52.
22 procents af GOG's skud er reddet af modstandernes målmænd, mens det er tilfældet for 33 procent af vores skud.
GOG's målmænd har en total redningsprocent på 40, mens vores målmænd ligger på 31, og sådan kunne jeg blive ved.
Nu ved jeg godt, at statistik er et og virkeligheden noget andet. Men det er givet, at vores drenge skal være særdeles klare, engagerede og mentalt til stede, når de tørner ud mod GOG.
Phillip Holm (billedet fra kampen mod Nordsjælland) er topscorer med 28 mål skarpt forfulgt af Morten Vium og Pelle schilling med hver 27. De tre og resten af holdet må meget gerne vise deres ypperste, når de torsdag aften spiller i Odense.
Drengene har vist, de kan. Tænkt blot på kampen mod Skive, som de vandt stort, og kampen mod rækkens nummer to, Skanderborg, hvor holdet spillede lige op og kun et udfald i de sidste minutter kostede os sejren.
Så der er lagt op til en spændende aften i Odense.
Kampen vises kl. 20.30 på TV2 Sport.

Foto: Lars Elkjær