Ribe Esbjerg HH planlægger i sæson 2016/2017 en række nye netværk. Det løftede REHH´s netværksansvarlige Orla Dahl sløret for i forbindelse med et VIP arrangement i Dokken.
Orla Dahl
- Ligesom vi har store sportslige ambitioner, har vi også ambitioner på netværkssiden, siger Orla Dahl. - Vi skal hele tiden være optaget af at finde produkter, som giver vores samarbejdspartnere værdi og netværkene kan bl.a. i forhold til salg og promovering af samarbejdspartnerne skabe merværdi. Men det at arbejde med relationerne og dermed skabe tillid mellem mennesker betyder også, at netværkspartnerne kan indgå i rollen som sparringspartnere i den mangfoldighed af udfordringer, der er i alle virksomheder.
REHH planlægger en række forskellige netværk, der har forskellige formål. De netværk, der i øjeblikket er under planlægning er:
Business netværk for de store samarbejdspartnere. Dette netværk bliver et miks mellem business, oplevelser og foredrag mv.
Forretningsnetværk, hvor der er fokus på relationer og tillid, der udmønter sig i salg og promovering af hinandens virksomheder. Der eksisterer i dag to forretningsnetværk i Esbjerg og vi vil gerne etablere yderligere et netværk med udgangspunkt i Ribe. Desuden planlægger vi netværk for ejerledere og HR chefer.
Temanetværk, der sætter fokus på forskellige relevante temaer i virksomhederne. Det kunne være trivsel, sygefravær, sundhed etc. Disse netværk kører i en begrænset periode, hvorefter der udmøntes nye temaer.
- Jeg har f.eks. fået en henvendelse fra en af vore samarbejdspartnere, der gerne vil have at vi etablerer et spinningnetværk. Det er en idé, som vi i øjeblikket prøver at udvikle sammen med den pågældende, slutter Orla Dahl.
En beskrivelse af netværksmulighederne vil blive udsendt til samarbejdspartnerne i april/maj.
Flere tilbud til samarbejdspartnere | Nyheder | REHH
25. marts 2016
Facebook
Twitter
Instagram