Fortjent uafgjort i lokalopgør | Nyheder | REHH

Johnny Tauman
7. september 2017
Photo-Andersen.dk

I et hæsblæsende og spændende lokalopgør spillede Ribe-Esbjerg HH uafgjort 29:29 mod Skjern Håndbold.
1568 tilskuere i Blue Water DOKKEN lagde periodisk et enormt pres på udeholdet med taktfaste klapsalver – og det gav gevinst, da holdet med godt 40 sekunder tilbage udlignede til 29:29. Med blot 27 sekunder igen tog Skjern Håndbold Team-Time-Out – og havde derved en gylden mulighed for at snuppe begge points. I det efterfølgende angreb ramte en Skjern-spiller imidlertid bolden med foden – og lige pludselig var muligheden for et afgørende sejrsmål til hjemmeholdet til stede, men bolden blev mistet.
Sportschef Sune Agerschou var tilfreds efter kampen: ”Vi viste høj moral, da vi var nede med 3 mål. Det var dygtigt, at vi kunne kæmpe os tilbage i kampen. Vi vidste, at det kunne blive en tæt og dramatisk kamp – vi er to hold, som står godt til hinanden!”  Sune Agerschou lagde endvidere vægt på, at Ribe-Esbjerg HH i denne kamp var klar fra starten – men pointerede også, at der i et par perioder var store forsvarsmæssige udfordringer.

Ser vi nærmere på kampens forskellige perioder, så startede Ribe-Esbjerg HH med et aggressivt forsvarsspil med en fremskudt frontspoiler, som gav bolderobringer og målsøgende kontraspil. Det blev 7-4 til hjemmeholdet efter et frækt indspil til midterstregen -  Miha Zvizej, men Skjern Håndbold fandt tilbage i matchen og fik udlignet – bla. scorede Anders Eggert sikkert på straffekast (ikke blot i denne periode, men gennem hele kampen).

Da der var spillet godt 22 minutter stødte Ribe-Esbjerg HH´s Lukas Karlsson og Skjern Håndbolds Bjarte Myrhol sammen: Det så voldsomt ud og Lukas Karlsson lå længe på banen og modtog behandling.  Dommerne voterede på afstand – og kom til resultatet: en to minutters udvisning! Det må have været korrekt, for de to spillere gav hinanden hånden – sportslig fairness – Lukas Karlsson med en vattampon i næsen. TV-billeder viste, at de havde stødt hovederne sammen.

Halvlegen sluttede intents med skiftende føringer, gode redninger fra begge målmænd – og en pausestilling på 14-15 i Skjerns favør.



Morten Nyberg blev kåret til kampens spiller i samarbejde med Esbjerg City og Broen Shopping. 

 

I 2. halvleg kogte hallen – begge hold ramte overlæggere, fik fat i returbolde og scorede på kontraløb.
Jacob Holm, som Skjern havde i et fast greb fra kampens start stemplede ind – og målmand Tim Winkler fik fat i en række scoringsforsøg.
Når vi ser på stillingerne i de sidste 10 minutter – så fortæller det meget om Ribe-Esbjerg HH´s moral.
Fra (24-24) blev det (24-27) – Ribe-Esbjerg HH´s Mathias Jørgensen scorede til (25-27) fra fløjen, men igen kom Skjern Håndbold foran med 3 mål (25-28).
Blot 2 minutter tilbage udlignede hjemmeholdet til (28-28). Som tidligere skrevet var Skjerns Håndbolds Anders Eggert sikkerheden selv på straffekast og sendte holdet mod sejr (28-29), inden hjemmeholdet under massiv større fra publikum fik udlignet til fortjent (29-29).

Kampen, der bød på 5 udvisninger til hvert hold, var ikke hårdt spillet. Antallet skal snarere ses i lyset af, at der er strammet op for småskub og slag på arm og krop.


Ribe-Esbjerg HH fik udnyttet Team-Time-outene konstruktivt og målrettet.