Når tilskuerne i Blue Water Dokken, og tidligere i Ribe Fritidscenter, jubler over en scoring eller en vigtig redning, står Morten Madsen ofte bag kameraet og foreviger øjeblikkene.
I dag er han en fast del af kulissen omkring Ribe-Esbjerg HH, men vejen hertil har været både lang og udfordrende. Morten aftjente sin værnepligt i Vordingborg i 2001 og begyndte i Forsvaret i 2003. I 2005-2006 blev han udsendt til Irak med hold 6. Efter hjemkomsten fortsatte han sin karriere i Forsvaret, men som mange veteraner oplevede han, at udsendelsen satte spor, som ikke forsvandt med tiden.
“Man lærer at gemme tingene væk og komme videre. Men 14 år senere, i en stresset periode på arbejdet, klappede fælden, og min PTSD sprang ud i lys lue”, fortæller Morten.
Det blev starten på et fem år langt forløb med udredning, behandling og afklaring. Undervejs oplevede han stor støtte fra både Forsvaret, Veterancenteret i Varde og de mennesker omkring ham, som hjalp familien gennem en svær periode.
“Jeg er dybt taknemmelig for den hjælp, jeg har fået. Både Forsvaret, Veterancenteret og min socialrådgiver i Esbjerg Kommune har gjort en enorm forskel for mig og min familie.”
I dag er Morten førtidspensionist og lever, som han selv beskriver det, et “budgetliv”, hvor energien skal disponeres med omtanke. Men han har fundet en ny måde at være en del af et fællesskab på.

Fotograferingen for os i REHH, men også hjemme i Ribe, hvor han står klar med kameraet for både Ribe HK og Ribe Boldklub, giver både mening og glæde i hverdagen. Kameralinsen er blevet et redskab til at være tæt på sporten, menneskerne og fællesskabet.
“Det betyder meget for mig at være en del af noget igen. Når man forlader arbejdsmarkedet, kan det være svært at finde sin identitet. Hér føler jeg stadig, at jeg bidrager.”
Morten lægger ikke skjul på, at livet stadig går op og ned. Men han har lært at acceptere sine begrænsninger og værdsætte de gode dage.
Til Veteran Matchen den 28. september er han et stærkt eksempel på, at vejene efter tjenesten kan se forskellige ud. Selvom arrene fra fortiden stadig er der, fylder taknemmeligheden og fællesskabet mindst lige så meget.
Og når Morten står klar med kameraet langs banen, er han ikke bare fotograf. Han er veteran, familiefar og en vigtig del af holdet omkring REHH.
En mand, der har fundet en ny måde at høre til på.
