Fredericia HH – Ribe-Esbjerg HH 36-32 (17-17)
Fredericia har hentet den norske landsholdsmålmand, Torbjørn Bergerud. Han viste klasse, og er en klar forstærkning hos østjyderne. Selv om første halvleg endte målrigt med 17-17, delte Bergerud og REHH’s Andreas Haagen stærke præstationer i målet med hver 10 redninger. REHH var i føring det meste af halvlegen.
Også anden halvleg var helt lige indtil otte minutter før tid, da Fredericia – styret af de to svenske playmakere og hurtigløbere Moberg og Ljungquist – fik overhånd mod REHH-forsvaret og trak fra i løbet af de sidste minutter.
REHH havde fuldt ud så mange frie muligheder fra stregen som ”de røde”, men der blev brændt alt for mange 100 % chancer og ligeledes leveret for mange tekniske fejl. Både trænerne og spillerne var efter kampen skuffede over præstationen. Sådan skal det være.
Der var dog mange fine angrebsaktioner og mål fra bl.a. Elvar Ásgeirsson, Casper Käll, Christian Termansen og Alfred Jönsson. Og særligt Jerry Tollbring på venstre fløj leverede en række flotte mål.
Der spilles turneringskamp samme sted om et par uger. Der vil være plads til forbedringer i forsvaret og ved afslutninger fra stregen. Og så skal de 12 tekniske fejl halveres.
Den sidste træningskamp spilles allerede på mandag den 17. august kl. 17.00 mod TM Tønder i Ribe Fritidscenter. Efter kampen er der præsentation af sæsonens spillere og de nye spillertrøjer. Der er gratis entré og forplejning. Vi håber at se jer!
Målscorere:
Jerry Tollbring, 5
Elvar Asgeirsson, 5
Alfred Jönsson, 4
Casper Käll, 4
Christian Termansen, 3
Benjamin Hallgren, 3
Sasser Sohn, 3
Karl Wallinius, 2
Mathias Jørgensen, 2
Mads Aarhus, 1
Redningsprocenter i målet:
Andreas Haagen, 34 %
Salah Boutaf, 26 %
