Mors-Thy Håndbold – Ribe-Esbjerg HH
30-29 (14-12)
De mange fejl, der prægede kampen mod Sønderjyske, fortsatte i første halvleg i Thyhallen. De mest garvede i ligatruppen brændte på stribe. At REHH kun var bagud ved pausen med 14-12 skyldtes en række fine redninger af Niklas Kraft, der kom ind ved stillingen 8-6.
I anden halvleg scorede REHH 17 flotte mål. Selv om Mors-Thy midt i halvlegen kom foran med 5 mål, så kæmpede REHH-mandskabet sig forbilledet tilbage, så afslutningen blev så tæt, den overhovedet kan blive.
Desværre blev det uden Karl Wallinius. Karl scorede to vigtige mål i træk, da han kom på banen i anden halvleg – han var tydeligt tændt. Men efter 8 min. fik han rødt kort for at kontant tackling. Det virkede som en meget hård dom. Især fordi Benjamin Hallgren minuttet før var blevet nedlagt på tilsvarende måde uden, at det resulterede i hverken straffe eller udvisning.
Uden Karl Wallinius hentede REHH hjemmeholdet i de sidste minutter. Bl.a. via fine kontramål og flotte redninger af Andreas Haagen, der igen havde afløst Niklas Kraft.
30 sekunder før tid ved 29-29 – brænder REHH en 100% chance. Mors-Thy havde bolden det sidste halve minut. 4 sekunder før tid skød Nicklas Hald, men Andreas Haagen klarede den flot. Bolden røg ud til Victor Norlyk, der scorede i sidste sekund. Dommerne godkendte målet. Norlyk overtrådte tydeligt. Men dommervurderingen stod ved magt.
Med REHH-briller var afslutningen hård kost. Spillerne ved godt, at de selv havde alle muligheder for, at situationen til sidst ikke skulle koste point. Det gjorde det. Turen sydpå var lang.
Målscorer:
Mathias Jørgensen, 7
Rasmus Meyer, 5
Benjamin Hallgren, 5
Karl Wallinius, 3
Alfred Jönsson, 3
Elvar Ásgeirsson, 2
Lauritz Legér, 2
Kasper Sjursen, 2
Målvogtere:
Niklas Kraft, 6/22 (26,32%)
Andreas Haagen, 5/18 (26,67%)
Næste kamp er i Blue Water Dokken den 11. september kl. 18.30, hvor Bjerringbro-Silkeborg kommer på besøg
Der er i samarbejde med Oplev Esbjerg fri entré til denne kamp – dog kræver det en fribillet. Du kan hente din fribillet i indgangen på kampdagen eller online lige her → Billetsalg: REH-BSH
Fotograf: Photo-Andersen.dk