UGENS PORTRÆT: Med sine 176 centimeter i højden, hører Morten Vium Troelsen ikke til de største blandt ligaspillerne, men i hans tilfælde gælder det gamle ord: heller lille og vågen end stor og doven i højeste grad.
På banen er Morten den vævre fløjspiller, der laver en række finurlige scoringer, og som enhver modstander skal passe på, hvis de ikke vil se bolden hænge i deres netmasker.
Håndbolden er og har altid været en stor del af Morten Viums tilværelse. Han er født og opvokset i Skjern, og har - som han selv siger - spillet håndbold siden han var helt grøn.
Som dreng prøvede han også både fodbold og badminton, men det var, stadig i følge ham selv, håndbolden, han var bedst til, og derved blev det.
Håndboldopdragelsen fik han i Skjern, og bortset fra et enkelt år i Stoholm IF, hvortil han var lejet ud, har han spillet i Skjern Håndbold lige indtil han kom til Ribe-Esbjerg HH.
Ved siden af håndbolden læser Morten også på erhvervsakademiet i Esbjerg, hvor han også bor, og når kæresten med studier i Århus også skal passes, bliver der ikke tale om ret megen tid til andre sysler. Men golf bliver der dog tid til.
- Golf lærte jeg at spille i Skjern, hvor der af en eller anden grund er mange håndboldspillere, der også spiller golf. At det blev golf kan også være fordi mine bedsteforældre spiller det, fortæller Morten.
Har spillet håndbold siden han var 'helt grøn' | Nyheder | REHH
26. oktober 2014
Facebook
Twitter
Instagram