Vores ligahold rejste sig denne onsdag aften i Roskilde efter mandagens kamp mod SønderjyskE.
Onsdag aften blev det godt nok også til et nederlag, men det var absolut et af de hæderlige af slagsen.
KIF Kolding København vandt kampen med 26-22 efter 13-9 ved pausen, men det var et helt andet REHH-hold, vi så i denne kamp i forhold til kampen i mandags mod SønderjyskE. Det kunne være blevet til en sejr, hvis ikke en udvisning og et par boldtab var kommet i vejen.
Som cheftræner Claus Uhrenholt sagde: - Skal vi slå KIF, skulle det have været i aften, for de var ved at være trætte de sidste ti minutter.
Men at tabe med fire mål til KIF Kolding København er ingen skam, og hvad bedre er, er at vores spillere på intet tidspunkt slog op i banen. Tvært i mod fik KIF Kolding-København kamp til stregen. Da der manglede tre minutter, var vi kun bagud med to mål, men en udvisning og et par tabte bolde i angrebet bevirkede, at KIF Kolding-København kom til et par scoringer.
KIF's sejr blev grundlagt allerede i første halvleg, hvor holdet kom foran med fem mål efter omkring et kvarters spil, men vores spillere fulgte godt med, og som nævnt gav de aldrig op.
Morten Nyberg (billedet) spillede en god kamp, og det samme kan siges om Morten Vium på fløjen, ligesom Rasmus Lind tog godt fra i målet.
- Holdet spiller generelt godt, men vi brænder en kende for meget i angrebet. Man vinder ikke over KIF Kolding København, når man kun scorer 22 mål. Vi dækker fint op, og vi har mange fine angreb, men vi brænder for meget, påpegede cheftræner Claus Uhrenholt efter kampen.
-Vi tabe reelt til Kolding, fordi de er bedre i overtal, end vi er. De scorer på alle deres angreb i overtal, men det gør vi ikke. Havde vi blot spillet lige op i overtalssituationerne, havde vi fundet, siger Claus, der glæder sig over, at holdet kæmpede hele tiden.
Kampen i tal
Målscorere REHH: Morten Nyberg 6, Phillip Holm 4, Morten Vium 4, Pelle schilling 3, Mark Nikolajsen 2, Kasper Nielsen 2 og Troels Jørgensen 1.
KIF: Bo Spellerberg 7, Konstantin Igropulo 6, Torsten Laen 4, Cyril Viudes 3, Lukas Karlsson 3, Magnus Landin 2 og Lars Jørgensen 1.
Udvisninger: REHH: 5, 1. diskvalifikation. KIF: 4. 0 diskvalifikation.
Dommere: Mads Dahl Hermann og Jesper Madsen.
Tilskuere: 1411.
Foto: elkjaerfoto.dk
Holdet rejste sig efter mandagen | Nyheder | REHH
25. november 2015
Facebook
Twitter
Instagram