Med øjeblikkelig virkning tiltræder en af Danmarks mest vindende håndboldtrænere, Jan Leslie, som træner i Ribe-Esbjerg HH. Jan Leslie skal hjælpe cheftræner Claus Uhrenholt i bestræbelserne på at samle tilstrækkeligt med point, så ligaholdet kan nå op i slutspillet allerede i indeværende sæson.
Jan Leslie begyndte sit arbejde i Ribe-Esbjerg HH allerede fredag eftermiddag (24. februar 2017), hvor ligaholdet startede de sidste forberedelser til den meget vigtige kamp mod GOG lørdag eftermiddag.
Direktør Jens Kristensen, Jan Leslie og Johnny Nim giver hinanden håndtryk på et godt samarbejde.
- Vi er rigtig glade for at kunne tilknytte Jan Leslie til truppen. Han skal være med til at gennemføre projektet, hvis mål er at komme til at spille om medaljer i løbet af de næste par sæsoner, siger bestyrelsesmedlem i Ribe-Esbjerg HH, Johnny Nim.
Jan Leslie er tilknyttet REHH på en tidsubestemt kontrakt.
Om den tidsubestemte kontrakt siger Johnny Nim: - Nu må vi se, om Jan Leslie kan lide lugten i bageriet, og om kemien passer. Så tager vi den derfra.
- Men skal vi opnå målet og spille med de ”store, tunge” drenge i ligaen, skal vi have to cheftrænere på fuld tid, der begge har ligaerfaring og format, siger Johnny Nim.
Formanden for Ribe-Esbjerg HH, Holger Refslund, peger på, at man sammen med cheftræner Claus Uhrenholt længe har talt om at opfylde hans ønske, nemlig at have to fuldtids ansatte trænere for både at kunne ”pleje” holdet som helhed og de enkelte spillere individuelt.
Claus Uhrenholt og Jan Leslie
- Vi er glade for, at Jan har sagt ja til at være med. Det vil styrke intensiteten til træningen og på bænken under kampene. Og vi er rigtig glade for at få Jan, der er Esbjerg-dreng og som sådan kender området, klubben og spillerne, siger Holger Refslund.
Jan Leslie har et omfattende CV i dansk håndbold, og senest har han trænet russiske Don Rostov.
Om årsagen til, at han har valgt at træne sammen med Claus Uhrenholt i Ribe-Esbjerg HH, siger Jan Leslie, der stadig bo i Esbjerg:
- Det er der flere årsager til. Det er nogle ambitiøse folk, der er med omkring klubben. De har ambitioner om at være med i toppen af dansk håndbold, og det vil jeg gerne bidrage til bliver opfyldt.
- Det er ti år siden, jeg sidst har trænet i byen. Nu passer det med, at jeg kan komme tilbage og bidrage med nogle ting. Nogle gange passer tingene ikke sammen, men det gør det nu.
- Ribe-Esbjerg HH har et meget ambitiøst projekt. Det er også noget af det, man kigger på, når man selv har ambitioner. De samtaler, jeg har haft med folkene bag Ribe-Esbjerg HH, har været meget positive.
- Jeg har i mine ansættelser også deltaget aktivt i ungdomsarbejdet ved at se ungdomskampene og deltage i de unges træning. Ungdomsarbejdet er vigtigt for klubberne, og her passer mine synspunkter godt med REHH’s.
- Du bliver kastet lige ud i det med start fredag?
- Det er lige på og hårdt, men jeg håber, jeg kan hjælpe med at få nogle point på tavlen, lyder det fra Jan Leslie.
Fakta
Jan Leslie har et imponerende CV, der i sammendrag ser således ud:
19 års erfaring på højeste niveau med damer og herrer.
Højeste træneruddannelse i dk (1999) og i verden (mastercoach 2006)
Har de sidste 10 år spillet CL i 6 år med 3 kvartfinaler. Har været i 2 EHF cupfinaler og vandt den ene i 2010.
Har de sidste 6 år været i 12 finaler og vundet 8 guldmedaljer og 1 bronzemedalje. Det er blevet til 13 medaljer siden 2010.
Jan Leslie har tidligere bl.a. trænet Aalborg DH., Skjern Håndbold, Randers HK og Rostov Don.
Facebook
Twitter
Instagram