Klassens duks kommer på besøg | Nyheder | REHH

Hasse Jørgensen
15. marts 2016

Der er ingen tvivl om, at vi kommer på en hård opgave i morgen i Invactor Arena i Ribe, når Team Tvis Holstebro kommer på besøg. Og der er lige så lidt tvivl om, at to point til os i den kamp vil lune gevaldigt i bestræbelserne på at undgå nedrykningsspillet.

Men det bliver svært om end, der er udsigt til en rigtig god gang håndbold.

- Det er ligaens duks, der kommer besøg. Det bliver en hård nød at knække. De har den motivationsfaktor, at de vinder grundspillet, hvis de slår os, påpeger cheftræner Claus Uhrenholt.

- Og det er to meget vigtige point for os?

- Bestemt. Kan vi tage to point i morgen, skal Midtjylland have tre ud af fire i de to sidste kampe.

- Så det er et pres?

 - Det er et pres hver gang i den her branche. Vi skal kunne præstere under alle omstændigheder.

- Ser man rundt i håndboldlandet, vil de fleste nok sige, at vi ikke har en chance. Jeg tror dog stadig, at vi kan lave en god kamp. Vi skal have rettet nogle ting ind i forhold til kampen mod Midtjylland, hvor vi spiller for dårligt kontra. Det skal være bedre i morgen.

- Vi møder et hold, der er lige så dygtige til kontra, som GOG, så motiveret, konsekvent og fokuseret angrebsspil er af afgørende betydning.

- Skal vi hav en chance, skal vi have et toppræsterende hold med spillere, der holder deres scoringsprocenter og som rammer en god dag.

- Vi har før overrasket?

- Og det kan lade sig gøre igen i morgen.

- Men det er et rutineret hold med Anders Oechlser, Søren Tau og Jac Karlsson som playmaker. De har gjort det godt, og man må rose dem for, at de ligge der, hvor de ligger. Det er tegn på kvalitet. Det er gode spillere og godt trænerarbejde.

Schilling og de øvrige af vores spillere risikerer at komme i "menneskehænder" onsdag i Ribe, ligesom tilfældet var i Herning, hvor dette billede og billedet i toppen af artiklen med Vium stammer fra.

- Så der er chance for godt håndbold?

- Det håber jeg. Det er et klassehold. Det er under en uge siden, de vandt med syv i Ålborg, og det siger noget om det, de kan. Det er et godt hold og et godt kollektiv. De har måske ikke de store stjerner, men det er holdet, der er stjerne.

- Vi må håbe på et grundsolidt forsvar med en god målmandspræstation. Det er det, der skal til hos os. Vi må håbe, at vi har nogle spillere, der tror, det kan lade sig gøre, og finder det store krigerhjerte frem og bliver ved med at tro på tingene, som de gjorde mod Midtjylland.

- Og så må vi håbe, at de marginale kendelser, som der var en seks syv af de sidste ti minutter i Herning, går til vores side. Det gjorde de ikke mod Midtjylland.

- Her har hjemmebanen måske betydning?

- Hjemmebanen kan betyde meget, hvis publikum bliver varmet op, fastslår Claus Uhrenholt.

Foto: Elkjaerfoto.dk