Sæson 24/25 blev én lang udfordring!
Med afslutningen af sæson 23-24 har Ribe-Esbjerg HH spillet 12 år i den danske håndboldliga. Det er blevet til Slutspil i fem sæsoner – heraf de sidste tre. Endvidere har REHH været i Final4 i Santander Cup to gange. Også i sæson 2016-17 blev det til en 4. plads.
Et skadeplaget hold kæmpede sig flot i Slutspillet i sidste sæson. Det blev til 3 intense kampe i såvel semifinaleopgøret mod Fredericia som i kampen om bronze mod Skjern. Der var grund til stolthed over 4. pladsen, der langt overgår REHH’s placering i ligaens økonomiske hierarki.
Derfor er vi hér!
Herrehåndbold er en fascinerende elite-holdidræt. Oplevet både som tilskuer i hallen og i TV. Ribe-Esbjerg HH blev etableret for at flytte herrehåndbolden i Esbjerg Kommune op på elite-niveau. Men også for at bidrage til udviklingen af en attraktiv innovations- og virksomhedskultur i Esbjerg Kommune og nærregionen.
Vi tror på, at elitekultur og eliteidræt betyder noget! I vores vestjyske region skal vi alle fighte sammen for at styrke rammevilkårene for borgere, uddannelsesinstitutioner og virksomheder. Hér vil vi bidrage!
REHH-Familien
Ribe-Esbjerg HH er fra sæson 25/26 mere end et ligahold. Vi drifter ligeledes det fælles U19-talenthold og det bedste divisionshold. Via et tæt samarbejde med klubberne SGI-Esbjerg, Team Esbjerg HK og Ribe HK bliver der satset kraftigt på talentudvikling. Der er ansat talentansvarlig (Ole Damgaard) og cheftræner (Jonas Larholm) for U19, der begge har den europæiske toptræneruddannelse. Det er ambitionen over de kommende år at komme tæt på de akademier, der har været dygtige til at tiltrække. REHH vil være med i den stærke ende – også på talentsiden.
Visionen er klar!
Talentudvikling er én af de første bærepiller i en strategisk plan for ligaholdet, som vi lige nu arbejder stenhårdt for at udvikle. Visionen er klar: Vi skal over en kort årrække ind som et stabilt top-5 hold – oplevet af det samlede håndbold-Danmark. Vi ved, at mange andre ligaklubber har samme ambitioner. Vi er klar til at tage konkurrencen op.
Værdierne!
Ribe Esbjerg HH er båret af nogle klare værdier, der blandt andet handler om respekt, ansvarlighed, sammenhold, sved på panden og ambitioner! Vi ønsker at leve op til det ry, at der er format på alle hylder – at det er et rigtigt godt sted at være som spiller, træner, leder, frivillig hjælper og sponsor.
Udfordringerne står i kø!
Herrehåndbolden i Danmark er med tempo på vej op i Europæisk topklasse. Talenterne står i kø til landsholdet. Aalborg m.fl. har vist vejen. Store danske profiler vender hjem. Stort set alle klubber vil det samme som REHH: Opad! Det er i den kontekst, at udfordringerne står i kø! I REHH knokler vi for at gøre os fortsat parate til konkurrencen!