Nervepirrende opgør endte med sejr | Nyheder | REHH

Hasse Jørgensen
21. december 2015
Det kan godt være, at sejren over KIF Kolding København i onsdags var en mandfolkepræstation, men hvis det er tilfældet, savner man ord for, hvad man skal kalde opgøret mod Ålborg Håndbold denne mandag aften i Blue Water dokken.
Efter et nervepirrende og neglebidende opgør endte kampen med en sejr til REHH på 25-24 efter 11-12 ved pausen.


- sejren er vores, sejren er vores

Der blev kæmpet for sagen i den grad, og sejren var fuldt fortjent, selv om marginen var den mindst mulige.
Det var en helt lige kamp, og selv om vi kom foran med tre mål, da der manglede fem minutter af kampen, var intet afgjort.
Ålborg halede stille og roligt ind på os, så stillingerne i de sidste minutter blev 23-21, 23-22, 24-22, 24-23, 25-23 og sidst men ikke mindst 25-24.
Ikke mindst i anden halvleg blev spillerne båret frem af publikum, der i den grad var med os. De hujede og piftede og lage det optimale pres på både modstandere og dommere, og de gav i de sidste minutter stående applaus til et velspillende mandskab fra REHH. Det var fuldt fortjent, at Troels Vejby Jørgensen efter kampen takkede for opbakningen og støtten ikke alene i denne kamp men i hele sæsonen.

Lige kamp

Det lignede fra starten en lige kamp, hvor holdene fulgtes til 2-2. Her havde Sebastian Frandsen ikke færre end fem pragtredninger på lige så mange minutter, og det betød, at Ålborg ikke fik scoret i de fem minutter.
Omvendt fik vi heller ikke udbytte af angrebene, og derfor blev det 2-3 til Ålborg efter godt syv minutters spil.
Herefter gik Ålborg til 9-5 efter godt 19 minutters spil, og meget tydede på, at Ålborg kørte den hjem. Men nej, REHH ville det anderledes, de halede ind på Ålborg, så der kun var et måls forspring ved pausen.


- man må sno sig, hvis man skal lave mål, og det ved Pelle.

I anden halvleg var det meget lige. De to hold skiftedes til at føre, indtil stillingen var lige 19-19 efter små 18 minutters spil. Her lykkedes det REHH at få skabt et hul på fire mål efter godt 23 minutters spil, og meget tydede på, at nu var sejren i hus. Men nej, Ålborg kom godt igen og fik halet ind på forspringet. Vores spillere bevarede dog hovedet koldt og fik sejren trukket i hus på nogle flotte mål i de sidste minutter.
Det var en helstøbt holdindsats, der gav sejren. Alle bød ind, og spillere, der måske i tidligere kampe har vist en mindre skarphed, tog i den grad revanche i denne kamp.

Forbilledligt forsvar

Kampen viste med al mulig tydelighed, at hvis holdet kæmper for hinanden, og hvis alle hjælper alle, er der potentiale til sejre.
Det var ellers med bange anelser, holdet gik på banen. Skaderne har været mange, og mod KIF Kolding København fik Hans Chr. Lund en forstrækning, så  han ikke kunne være med mod Ålborg. Men kollegerne tog over.
Sejren blev i den grad hentet hjem på et forbilledligt forsvarsspil med en meget, meget velspillende Sebastian Frandsen i målet. Skal der dryppes lidt malurt i bægeret, må det være, at angrebet fortsat mangler at udnytte alle de chancer, det skaber. Men lad det nu være glemt i denne sejrsrus. Blot spillerne husker det i kampen mod Skjern efter jul.
Og lad os også glemme dommernes præstationer - eller mangel på samme. Man kan altid diskutere kendelser, og de to's mærkelige kendelser gik begge veje. Men det så unægtelig sjovt ud, at Ribe-Esbjerg HH's bænk fik en advarsel for brok, mens Ålborgs træner Jesper Jensen i lang tid kunne diskutere med den ene dommer og med armbevægelser tydeligt angav, hvad han mente om dommerpræstationerne, uden det fik nogen konsekvens. I det hele taget manglende de to med fløjterne autoritet og udstråling

Fandeme dejligt

- Det var fandeme dejligt med den sejr, var den umiddelbare kommentar fra Morten Vium, der leverede en flot præstation i kampen og også blev udnævnt som man of the match, hvilket indbragte et gavekort på 1000 kr.
På spørgsmålet om, hvad der gik galt i de sidste minutter, hvor Ålborg kom op, svarede Morten: - Jeg tror, vi begyndte at tænke lidt for meget over tingene.
Og så havde Morten store roser til publikum: - Det var et dejligt publikum, lød det.

Ros til publikum

Troels Vejby Jørgensen havde efter kampen kun ros til publikum: - Jeg tror ikke, jeg tidligere har spillet i en hal med sådan en stemning. Kæmpe tak til publikum, der lagde pres på Ålborg.
- Vi vidste, at Århus, KIF Kolding København og Ålborg Håndbold var tre hårde modstandere, og det her kunne vi kunne drømme om, sagde Troels med henvisning til de to sejre mod KIF og Ålborg.
Rasmus Berthelsen glædede sig over resultatet, som han finder godt at gå til julepausen på.
- Vi vidste, at KIF var en svær kamp, og her fik vi HC skadet, men den her kamp fik vi kørt hjem. Ålborg har tidligere tabt til Skive, og derfor mente vi, at det også var rimeligt, at de gav os point, lød det med et grin fra Ramus, der også glædede sig over, at mange bød ind: - Det er det, der skal til.

Jætte indsats

Cheftræner Claus Uhrenholt glædede sig over det, han betegnede som en jætte indsats.
- Folk byder virkeligt ind i dag. Jacob, Pelle og Vium løfter sig, og mange andre byder ind.
- Og Sebastian står rigtig godt i målet?
- Han står rigtig godt, og forsvaret dækker godt op foran ham.
- Kampen viser, at stepper vi op og giver den gas, kan vi også vinde.


Morten Vium blev man of the match og modtog et gavekort fra Esbjerg City af Bodil Jensen.


Kampen i tal.

Målscorere: REHH Morten Vium 8, Pelle Schilling 5, Jacob Holm 4, Kasper Nielsen 3, Phillip Holm 1, Rasmus Bertelsen 1, Mark Nikolajsen 1, Troels Vejby Jørgensen 1 og Morten Nyberg 1.
Ålborg: Sander Sagosen 8, Buster Juul 6, Simon Hald 3, Martin Larsen 2, Chris Holm Jørgensen 2, Morten Slundt 1, Rene Antonsen 1 og Christian Jensen 1.
Udvisninger: REHH 6, 1 diskvalifikation. Ålborg: 6.
Dommere: Daniel Krause-Kjær og Nicklas Mark Pedersen.
Tilskuere: 1173.



Foto: elkjaerfoto.dk