Et nyt ansigt er nu at finde på Ribe-Esbjerg HH’s kontor.
25-årige Mads Ulrik Sørensen er ansat som praktikant og vil være ansat på kontoret frem til jul. Mads vil ikke mindst komme til at beskæftige sig med billetsalg og andre former for salg.
Den nye praktikant er født og opvokset i Århus, hvor han stadig bor samtidig med, at han læser til cand.merc i Sport og Event Management i Esbjerg efter at have taget en bachelor i samme fag i Århus. Og om et år er Mads færdig med sin eksamen.
- Hvorfor valgte du REHH som praktiksted?
- Jeg var interesseret i at komme i en sportsklub, og så var det egentligt lige meget om det var fodbold eller håndbold. Det spændende for mig er at se, hvordan en sportsklub fungerer bag facaderne, hvordan det hele løber rundt. Det sportslige interesserer mig også, men i kraft af uddannelsen er det mere det bag om, der er interessant, fortæller Mads, der fortsætter:
- Jeg søgte det første praktikopslag, jeg så, var til samtale og en time efter fik jeg via telefonen jobbet. Det er spændende. Jeg er glad for, at det – med al respekt for REHH – er en lille organisation, jeg er kommet ind i. Jeg tror, man her får mere ansvar end i en stor.
Selv spiller Mads fodbold på serieniveau i Århus og desuden har han arbejdet som skilærer i Østrig i et par år.
- Jeg vil gerne på ski tre til fire gange om året. Jeg har boet i Østrig to gange i et halvt år hver gang, og det er et dejligt land.
Facebook
Twitter
Instagram