Rasmus Meyer Ejlersen flytter fra HSG Wetzlar til REHH
Den 26-årige stregspiller Rasmus Meyer Ejlersen (1,98 cm og 103 kg) afslutter i sommeren 2025 et 2-årigt ophold i den tyske bundesliga. Rasmus har været igennem akademiet i Skanderborg og alle U-landsholdene. Fra 2018-23 spillede han i Fredericia.
Rasmus Meyer Ejlersen udtrykker glæde og stolthed over skiftet til REHH:
”Projektet i REHH lyder spændende. Klubbens ambitioner for fremtiden matcher i den grad mine egne. Jeg tror på, at Marc Uhd som træner kan være med til at flytte klubben og os som spillere i den rigtige retning”.
Marc Uhd:
”Vi får en kriger, en dygtig tovejs spiller og én, der i den grad arbejder for holdet. Rasmus præsterede fint i de år, hvor Fredericia var på vej frem. Efter to år i bundesligaen har han lært at spille med meget fysik. Med Rasmus og Kasper får vi et stærkt makkerpar, der supplerer hinanden”.
Kasper Sjursen fra Runar i den norske liga og Rasmus Meyer Ejlersen bliver det nye makkerpar på stregen i næste sæson. De afløser Andreas Søgaard og Axel Franzén.
Der er indgået en 2-årig aftale 2025-2027.
Jesper Holm
Sportschef
Arkivfoto fra Herreligaen (REH vs. FHK): Photo-Andersen.dk