background

Rasmus Lauge og BSH slog REHH ud af Pokalturneringen

 

Ribe-Esbjerg HH Bjerringbro-Silkeborg  
29-37 (16-17)

 


 

Det blev desværre ikke en gentagelse af turneringskampen mellem de samme hold for 3 uger siden. Dengang vandt REHH med 34-30. Siden har REHH lidt under svage startperioder i såvel 1. som 2. halvleg.

 

Cheftræner Marc Uhd var derfor også frustreret over, at det var præcis det, der igen skete, da REHH røg ud af pokalturneringen tirsdag aften i Blue Water Dokken:

”Vi er for dårlige til at starte vores kampe. Det bliver en selvforstærkende gentagelse, Men vi kan jo ikke snakke udenom. Vi skal have styr på den del. Det er både i forsvar og angreb, at vi lægger ud med alt for stor usikkerhed. Og så pludseligt kommer trodsreaktionen. Vi går i 5-1 i forsvaret og 7-6 i angrebet – og går fra 6-13 til 16-17 ved pausen. Vi får tro på tingene.  

Det er selvfølgelig voldsomt frustrerende, at vi kan være så dårlige og så gode inden for en halv time. Anden halvleg starter igen forfærdeligt – selv om vi netop har italesat det rigtigt meget at komme godt ud og i gang. Vi kan ikke komme tilbage for anden gang. Også fordi BSH får det til at svinge med medvinden.

Vores opgave er klar: Vi skal finde ud af, hvordan vi forlænger de gode perioder og forkorter de dårlige perioder. Måske taler vi for meget om det, men jeg og holdet er selvfølgelig utroligt ærgerlige over at levere så dårligt på hjemmebane i aften.”

 

Mads Svane og Rasmus Lauge lå kvalitetsmæssigt over kollegerne i REHH’s bagkæde. BSH vandt også forsvarskampen. På aftenen tabte REHH til et stærkere hold. Ét af de positive elementer i sæsonen er, at der i alle kampe har været en stærk målmandspræstation. Mod BSH stod Niklas Kraft med fine 30 % i en for målmændene svær kamp.

 

Næste kamp er i Bambuni Herreligaen ude mod Nordsjælland lørdag den 4. november kl. 16.00. Kampen spilles i Helsinge-hallen og der er gratis entré, hvis man ønsker at støtte fra lægterne. Billetterne kan hentes via Nordsjællands hjemmeside.

 


 

Man Of The Match: Marcus Mørk

Marcus er sponsoreret af Spar Nord og Phønix Tag Grønland

 

Målscorer:

Marcus Mørk, 4
Elvar Ásgeirsson, 4
Jerry Tollbring, 3
Lauritz Legér, 3
Kasper Sjursen, 3
Alfred Jönsson, 3
Mads Aarhus, 2
Mathias Jørgensen, 2
Karl Wallinius, 2
Nicolaj Spanggaard, 1
Benjamin Hallgren, 1
Teis Horn, 1

 

Redninger:

Niklas Kraft, 7/23 (30,43%)
Andreas Haagen, 4/22 (18.18%)

 


 

 

Fotograf: Photo-Andersen.dk