REHH forlænger kontrakter med to store talenter | Nyheder | REHH

Hasse Jørgensen
27. oktober 2016

Ribe-Esbjerg HH har forlænget kontrakten med to af holdets meget talentfulde spillere, Pelle Schilling og Jacob Holm.

Jacob Holm er netop udtaget til udviklingslandsholdet, mens både Jacob Holm og Pelle Schilling sidste sæson var med U21 til VM i Brasilien (billedet), hvor det blev sølv til Danmark.

De to havde indtil den nye kontrakt kontraktudløb med REHH i sommeren 2017, men de har altså nu forlænget til sommeren 2019.

- For Ribe-Esbjerg HH og for mig personligt som træner er det meget glædeligt, at det er lykkedes at forlænge aftalen med de to. De har virkeligt potentiale, og det er kun et spørgsmål om tid, før de springer ud i fuldt flor. Vi er både stolte og glade for at kunne beholde så talentfulde spillere i truppen, lyder det fra sportschef og cheftræner Claus Uhrenholt, REHH.

Uhrenholt peger også på, at kontraktforlængelsen viser, at REHH’s strategi med at have et hold af både rutinerede og unge, talentfulde spillere, der får masser af spilletid og lov at lave fejl, er den rigtige strategi.

- Vi kan ikke matche de store løntilbud fra de store klubber, men vi kan give de unge spillere masser af spilletid og erfaring, siger Claus Uhrenholt.

Jacob Holm og Pelle Schilling har personligt vist stor udvikling i de sidste sæsoner, og begge har fortsat fremgangen i indeværende sæson. Jacob Holm er en spiller af ”egen avl” og har lige været en afstikker i Skjern, inden han kom tilbage til Esbjerg. Pelle Schilling har tidligere spillet i KIF Kolding og Flensburg-Handewitt.

Om årsagen til, at han har valgt at forlænge kontrakten med REHH, siger Pelle Schilling: - Jeg kan lide at være i klubben både af personlige og faglige årsager. Jeg får masser af spilletid, og det har jeg brug for. Vi har et rigtigt godt hold, og holdet har udviklet sig og er blevet bedre og bedre. Og når jeg kan se, at holdet udvikler sig og at jeg udvikler mig på det personlige plan, er det det hel rigtige sted for mig at være.

Jacob Holm er ligeledes glad for at være i klubben: - Det er en dejlig klub og dejlige mennesker. Det er en fin organisation og et godt hold.

- Det tilfredsstiller mine sportslige ambitioner p.t. Holdet er i fremgang, og det giver mig mulighed for at få mine ambitioner opfyldt, siger Jacob Holm, der netop er tiltrådt en stilling hos en af REHH’s hovedpartner, Det Faglige Hus, så Jacob kan kombinere uddannelse med håndbold .