REHH spiller for medaljer i Dokken – i bronzekamp nr. 2! | Nyheder | REHH

Julie Nicolajsen
28. maj 2024
#SAMMENIRIBEESBJERG
2. DM-bronze kamp:

Ribe-Esbjerg HH – Skjern Håndbold
D. 29. maj kl. 18.00

Kampen onsdag aften kan sende de første medaljer om halsen på et REHH-mandskab. Hvis der er nogen, der har fortjent det, er det de unge og gamle drenge, der har spillet sammen de sidste par sæsoner. Når man interviewer dem, taler de ikke om andet end "Sammenhold – vi kæmper for hinanden - alle mand byder ind – vi spiller med hjertet!"

Emil Grønbech og Marcus Dahlin spiller deres sidste kamp på hjemmebane. De scorede tilsammen 14 mål i Skjern! Hvordan ser de frem til bronzekamp nr. 2 i Blue Water Dokken?

"Skjern ramte ikke helt deres forsvar og målmandsspil i sidste kamp, så jeg tænker, at de nok skal steppe op i dét samarbejde, det vil ikke overraske os. De kommer til at gøre det bedre."  lyder det fra Dahlin.

"Vi skal spille klogere end dem, igen, for vores ressourcer er lidt mindre end deres, så de har flere spillere at gøre godt med. Det handler om at få kørt kampen ned i vores tempo, styre det tempo og så få skudt hul på deres målmænd igen. Der er ikke noget pres på os i forhold til de her kampe. Vi kan bare gå ind og spille, som vi gjorde sidste gang - så længe vi leverer 100% inde på banen, så kan vi ikke gøre mere og så må vi se, hvad det ender med. Vi er fuldstændig klar og vi glæder os!" tilføjer Grønbech.

Kampen spilles i Blue Water Dokken. Med sejr eller uafgjort vinder REHH bronze. Hvis Skjern vinder spilles en 3. og afgørende kamp i Skjern Bank Arena d. 1. juni.


/Lars L


Vis din opbakning til herrerne ved at møde talstærkt op i blåt!

Køb billetter indtil kl. 17:00 på kampdagen → Billetsalg - Kampen om Bronze!
Eller køb i indgangen, når dørene åbner

Har du ikke muligheden for at være til stede, så vises kampen direkte på TV2 Sport fra kl. 17:55.


Match Partner:



Bold Partner: