REHH-teamet kan bande med oprejst pande! | Nyheder | REHH

Julie Nicolajsen
21. december 2023
Foto leveret af Photo-Andersen.dk

GOG – Ribe-Esbjerg HH
40-35 (20-16)


Den udsolgte arena i Gudme kogte. Skal hilse og sige, at det var varmt. Og sikken lydkulisse. Hvilken flot kvartfinale i Santander Cup. Kun ros til REHH-teamet, der leverede flot offensivt.

4 gange gik Morten Jørgensen ind fra spidse vinkler mod den svenske landsholdsmålmand Tobias Thulin. 4 gange blev bolden med teknisk flotte skud lagt ind i målet. Marcus Dahlin og William Aar præsterede flot på back-pladserne med mange mål og assist. Søgaard og Franzén på stregen scorede 100 %. 35 mål burde have været nok fra et REHH-hold, der kunne bande med oprejst pande.

Jesper Lindgren er normalt usynlig som forsvarets kaptajn. Han er der bare! I sejren over Aalborg brækkede han hånden - og siden er det blevet til 3 nederlag. Det kunne i Gudme i den grad mærkes, at Jesper ikke var den, der fik 4-blokken i midten til at blive en mur. For Jesper er ikke bare selv en super god forsvarsspiller. Han gør også holdkammeraterne bedre.

Ass. træner Jesper Holm oplevede en kamp, der blev præget af summen af små marginaler:

Vi mangler lidt held i dag. Jeg synes, at vi gennemfører en rigtig flot angrebskamp. Vi mangler jo tydeligvis nogle ressourcer på defensiven, det bliver afgørende. Og så er vi mega-uheldige. Vi vinder målmandsduellen, men hver gang Niklas tager bolden, så ryger den ud til en GOG spiller, der kan score.  Når vi ser på de straffekast, William og andre ikke får - og dem GOG får tildelt - så kan vi vist roligt sige, at vi ikke havde dommerne med os. Det var de små ting, der gjorde forskellen i en ellers lige kamp”.

Kogt ind til benet: Savnet af Jesper Lindgren og en europæisk topspiller på højre back, GOG’s Emil Madsen var den definerende forskel. Forståeligt at REHH-spillerne var pokkers kede af det efter kampen. Vi andre siger: God jul og godt nytår, drenge – med respekt!


/Lars L


Målscorer:
William Aar, 7
Marcus Dahlin, 6
Andreas Søgaard, 4
Morten Jørgensen, 4
Axel Franzén, 3
Elvar Ásgeirsson, 3
Mathias Jørgensen, 3
Emil Grønbech, 2
Jonas Larholm, 2
Simon Birkefeldt, 1


Målvogtere:
Niklas Kraft, 10/35 (28,57%)
Ágúst Björgvinsson, 3/18 (16,67%)