Så blev det hverdag igen | Nyheder | REHH

Hasse Jørgensen
9. marts 2016
Efter tre sejre og seks point over virkeligt gode modstandere, må det siges, at træerne bestemt ikke vokser ind i himlen.
Onsdagens opgør mod GOG i Blue Water Dokken gave et gevaldigt gok til os. Gæsterne sejrede med ikke færre end 33-19 efter 15-11 ved pausen.
Vi var vidne til et kollektivt nedbrud i 40 minutter af kampen, hvor alt, hvad der kan gå galt, gik galt.
De første 20 minutter var vi fint med. Drengene spillede med omhu og omtanke, og selv da holdet kom bagud med 8-10, lykkedes det at komme på højde ved stillingen 10-10 og få føring 11-10 efter godt 21 minutter.
Men så gik det galt.
Fem minutters scoringspause, hvor GOG gik fra at være bagud 10-11 til en føring på 15-11 kom vores hold sig aldrig over. I den periode lavede vores spillere tre direkte fejlafleveringer. De blev omgående straffet, og dertil kom flere fejl.
Og i anden halvleg var der tale om total nedtur for vores hold. Intet lykkedes. Der blev spillet alt for tankeløst, der blev skudt på de forkerte chancer, og sådan kan jeg blive ved.

Mads Overgaard og Rasmus Berthelsen havde det svært i forsvaret.

Et ærgerligt og unødvendigt stort nederlag.
- Det er der ikke mange ord at sætte på, var Mads Overgaard umiddelbare kommentar efter kampen.
- De fik de kontraer, de ville have. Vi havde slet ikke tur i den. De stod to mand på Jacob hver gang, og det er svære arbejdsbetingelser.
- Dækker udtrykket en kollektiv nedtur?
- Det gør det vel, lød svaret.

Jacob Holm blev man of the match og blev hædret med et gavekort fra Esbjerg City på 1000 kr.


Børn fra Børns Voksenvenner var sammen med deres voksne ven inviteret til håndbold. Børnene fik hilst på deres idoler, og nogle løb sammen med den ind på banen.



Kampen i tal

Målscorere REHH: Jacob Holm 6, Phillip Holm 3, Morten Vium 3, Mads Overgaard 2, Pelle Schilling 2, Kasper Nielsen 2 og Hans-Christian Lund 1.
GOG: Andreas Holst 8, Minik Dahl Høegh 6, Kasper Kildelund 5, Tobias Torpegaard 3, Kenneth Dahl Finnemann 2, Henrik Jakobsen 2, Jon Andersen 2, Aku Kreutzmann 2, Mark Strandgaard 2,  og Lasse Kronborg 1.
Udvisninger: REHH 2 x 2 min., GOG 4 x 2 min.
Tilskuere: 1143
Dommere: Jakob Falkenberg Hansen og Kasper Kolstrup Møller.

Foto: Elkjaerfoto.dk