Der er lagt op til et lokalbrag som i de gode, gamle dage, når vores ligahold i morgen, fredag aften klokken 19, løber på banen i Tønderhallernes hal 2.
Ribe HK’s og Tønders hold har i 1. division udkæmpet mange, drabelige dueller, og opgøret i morgen aften er absolut et lokalopgør, der hos mange vækker minder med den intensitet og stemning, der er i Tønder-hallen.
Dertil kommer, at Tønder er kommet godt fra start i ligaen.
- Det er et hold, der har bevist, at det er berettiget til at være i ligaen, og at de er svære at spille mod, siger vores cheftræner Claus Uhrenholt.
- Og så møder vi dem på en svær udebane?
- Der er mange udebaner, der er svære at spille på, men det er en speciel og intim hal. Det handler meget om, at vi skal være mentalt forberedt på, at der er pres på. Men det er en sjov kamp, og hellere spille sådan et sted end i en tom hal.
- Hvad skal i have fokus på?
- Der er mange ting. Vi skal håndtere, at vi er på udebane og under pres og ikke lade os stresse af det. Vi skal holde fokus på egne ting og ikke lade os rive med af stemningen. Der er en udfordring for de unge, der ikke har prøvet det før.
- Vi skal bruge energien, hallen og stemningen positivt til at få vores spil op, hvor det skal være.
- Og vi skal have fokus på at score nogle flere mål på alle de chancer, vi kreerer.
Claus Uhrenholt peger på de mange brændte chancer, der blev skabt i kampen mod Århus.
- Laver vi statistik på kampen, er vi klart bedst. Vi producerer så mange gode chancer. Havde vi kendt besøgelsestiden, havde vi aldrig tabt.
- Det var samme historie som på Mors. Mod Skjern og Holstebro var vi til gengæld skarpe på udnyttelsen, når vi havde muligheden. Er man ikke det, taber man. Som hold er det vanskeligt at tilspille sig flere store chancer end vi gjorde mod Århus, men som deres målmand Jens Fredskov tager. Det er udslagsgivende.
- Havde vi været så skarpe, som forventet, havde vi ført med 16 eller 17 mål mod 12. Vi skal gribe chancen, når den er der, og få smidt bolden i mål, så der er noget at give af, når de svage perioder kommer - og de kommer. Sådan som mod Skjern, hvor vi havde så meget i banken, så Skjern ikke kunne hente os, da vi gik lidt i stå.
- Vi skal håndtere de lidt lange angreb, ikke blive for udisciplineret og blive ved med at dække op. De skifter konsekvent to mand ud, og det skal vi udnytte.
- Vi har stor respekt for Tønder, og det bliver en svær kamp. Man slår ikke Århus hjemme og GOG på udebane uden man er et solidt hold med god base i det defensive. Og Tønder dækker godt op.
- Vi er vel også et af de hold, Tønder regner med, de skal slå på hjemmebane for at kunne overleve i ligaen. Og vi kommer ikke tættere på et lokalopgør. Det giver en ekstra dimension. Det er noget helt specielt, og det er de sjove kampe at være en del af. Er vi der ikke på dagen, taber vi, så enkelt er det. Første krav er, at vi skal være der på fight, energi og moral. Her skal vi matche Tønder, fastslår Claus Uhrenholt forud for den spændende kamp.
Facebook
Twitter
Instagram