Skjern Håndbold – Ribe-Esbjerg HH
den 26. maj kl. 14.00
Ligesom Fredericia HK ligger Skjern Håndbold i en økonomisk/organisatorisk liga langt oppe i herreligaens hierarki. Bonde i målet er skansen. Den kompetente angrebsfront udgøres af en franskmand (Noah Gaudin), en portugiser (Joaquim Nazaré) og en rutineret dansk playmaker (Lasse Mikkelsen).
”De grønne” har de senere år haft overhånden mod REHH. En bronzemedalje er et forventet udbytte for den ambitiøse vestjyske klub.
For Ribe-Esbjerg HH handler det om at komme forbi Fredericia kampene. Og det handler om at glæde sig til – og nyde det privilegium - at løbe på banen på landsdækkende TV i en DM-bronzekamp. Selvom den smalle trup fik et gok på selvforståelsen onsdag aften, er Mathias Jørgensens forventninger markante:
"Det gør stadig lidt ondt, at vi ikke kunne tage den hele vejen, men vi skal kigge fremad og det har jeg også en tiltro til, at vi gør til på søndag. Det er klart, det var jo en kæmpe skuffelse, men vi skal videre og vi har stadig en mulighed for at lave en historisk præstation for klubben, så det jagter vi selvfølgelig!
Skjern er et stærkt hold, vi har haft det lidt svært mod dem. Det er et velorganiseret hold og de er ret godt styret, deres regler og deres forsvar fungerer rigtig godt, så det skal vi finde en måde at bryde op på. Her i weekenden skal vi have set noget video og forberedt os. Nu har vi jo spillet mod dem et par gange i løbet af sæsonen, så der er selvfølgelig noget at tage udgangspunkt i dér. Og så skal vi have plejet vores kroppe, det har været et intenst program her de sidste par uger - og så skal vi have fundet ind i rytmen igen, i forhold til at ramme en toppræstation på søndag. Vi er klar og vi glæder os helt vildt!"
Alle i og omkring REHH glæder sig sammen med herrerne og venter i spænding på søndagens opgør! Vi satser på et brag af en medaljekamp - med god hjælp fra de blå tilskuere!
Kampen sendes direkte på TV2 Sport med optakt fra kl. 13:50.
2. og måske afgørende DM-bronzekamp afvikles i Blue Water Dokken på onsdag, d. 29. maj, kl. 18:00.
Vi håber på ligeså stor opbakning i hallen, som vi så i semifinalen!
Billetsalget er i fuld gang lige her → Billetsalg
Vel mødt!
Facebook
Twitter
Instagram