Det er svært at finde superlativer, der dækker vore drenges spil i denne spændende og sindsoprivende kamp mod Ålborg. Kampen endte med en sejr til os på 36-34, og dermed slog vi igen 888ligaens tophold.
Og er det svært at finde superlativer for drengenes spil, er det lige så svært at finde udtryk for dommerpræstationen. Specielt de sidste godt fem minutter mistede dommerne totalt grebet om spillet. Der blev dømt angrebsfejl mod Jacob Holm, som ingen kunne se, og i det efterfølgende angreb blev der dømt straffekast til Ålborg. Og det var der vist kun dommerne, der kunne se.
Og sådan var der kampen igennem mange mærkelige kendelser. I første halvleg gik det nogenlunde, men i anden del af kampen tabte dommerne kampen på gulvet. Men lad det ligge. Vi fik to kærkomne point.
Rasmus Nielsen viste som de øvrige på holdet fornemt spil.
Flot start
Ribe-Esbjerg HH startede som lyn og torden. Der var aggressitivitet i forsvaret, og i angrebet blev der spillet med fornuft og omtanke.
Det aggressive forsvar betød, at Ålborgs spillerytme blev slået i stykker, og fra stillingen 2-0 til REHH, gik vore hold til 6-2 efter knap seks minutter. Herefter holdt REHH sig foran med to og tre mål indtil Ålborg fik lidt mere styr på tingene og tog bedre fat i både angreb og forsvar.
Efter 20 minutters spil fik Ålborg udlignet for første gang ved stillingen 20-20, og derefter fulgtes de to hold, indtil Ålborg bragte sig foran med et enkelt mål ved stillingen 15-16 efter 26 minutter. Det forspring blev dog hurtigt udlignet.
De sidste par minutter af halvlegen fik Ålborg øget føringen til et par mål efter et par mindre heldige skud fra REHH’s angreb, men et mål i halvlegens døende sekunder fra Lasse Nikolajsen resulterede i en reduceret Ålborg-føring på 18-17 ved halvleg.
I REHH’s forsvar var Rasmus Berthelsen ude med en fiberskade, men Søren Tau og Jonas Tidemand tog godt fra i midterforsvaret ligesom forsvaret i det hele taget stod godt.
Kæmpede som besat
I anden halvleg blev spillet hos REHH om muligt endnu bedre. Holdet kæmpede som besat og det hele vejen rundt. Og midt i halvlegen kom holdet foran. Kampen blev præget af stor intensitet og mange følelser.
Det kan undre meget, at Jacob Holm hele tiden skal rives omkuld og flåes i, og at det maksimalt giver et frikast. Det kan også undre, at et stød til Lukas Karlssons hals kun giver et frikast, og sådan var der flere dommerkendelser, der virkede helt uforståelige.
Men vores spillere skal roses for, at de ikke lod sig gå på. De bevarede gejsten og intensiteten samt opfindsomheden i angreb.
Jacob Holm trak flere gange to af modstandernes forsvarere til sig, og det gav plads til de øvrige angribere, ikke mindst Lukas Karlsson, der spillede en stor kamp. Pelle Schilling tog ansvar, og i det hele taget er det svært at fremhæve nogen fremfor andre. Det var en helhjertet holdindsats.
Det blev en dramatisk kamp, hvor nerverne sad uden på trøjen, men heldigvis holdt vores spillere hovedet koldt og fik to fuldt fortjente point.
Alle bød ind
Lukas Karlsson gjorde det flot.
Lukas Karlsson var en glad mand efter sejren og havde kun roser til overs for holdkammeraterne: - Nu er vi tilbage i kampen om slutspillet. Det var en sejr, som ingen havde regnet med. Det var en fantastisk præstation, og hele holdet byder ind.
- Det gik også godt for dig?
- Det er jo let, når backs og streg gør det så godt. Jacob trækker to modstandere og spiller bolden videre eller laver mål, og ikke mindst til sidst tager Pelle ansvar.
Også Pelle Schilling var særdeles tilfreds med kampen: - Det var en vild kamp. Vi får en forrygende start. Vi får lige en periode, hvor vi ikke spiller optimalt, men vi kommer tilbage. Vi holder os til konceptet og det, vi har aftalt.
- Og du tager ansvar?
- Det er lidt det, vi har aftalt, at når Jacob trækker to forsvarere, og når Tidemand kommer ind, kan jeg komme til. Det er noget, vi har øvet.
Kampens spiller
Kampens spiller for REHH blev Jacob Holm, der fik overrakt et gavekort fra Esbjerg Cityforening.
Kampen i tal
Målscorere: REHH: Jacob Holm 8, Lukas Karlsson 7, Pelle Schilling 7, Morten Nyberg 4, Rasmus Nielsen 3, Phillip Holm 2, Jonas Tidemand 2, Aku Kreutzmann 2 og Lasse Nikolajsen 1.
Aalborg: Sander Sagosen 9, Stefan Sigurmannsson 7, Patrick Wiesmarch 6, Martin Larsen 5, Chris Jørgensen 2, Magnus Saugstrup 2, Arnor Atlason 2 og Simon Hald 1.
Udvisninger: REHH 5. Aalborg 3.
Rød kort: Martin Larsen, Aalborg.
Tilskuere: 1387.
Dommere: Daniel Krause-Kjær og Niclas Mark Petersen.
Foto: Mogens B.
Facebook
Twitter
Instagram