Stolpe ind – og ét point med hjem i bussen! | Nyheder | REHH

Julie Nicolajsen
3. februar 2024
Foto leveret af Photo-Andersen.dk

Nordsjælland Håndbold – Ribe-Esbjerg HH
29-29 (15-13)


To sidste sekunders 1-måls nederlag før julepausen var ”stolpe ud” for REHH. Fredag aften i Helsingør scorede Morten Jørgensen til det uafgjorte resultat i absolut sidste sekund. ”Stolpe ind!” – og det point synes vi virkeligt godt om. Den opfattelse blev efter kampen delt af Anders Thomsen:

”Det blev lige så svært, som vi havde forventet en fredag aften i Helsingør, hvor vi havde svært ved at finde rytmen. Vi fik bedre styr på det i anden halvleg, hvor jeg synes, vi var uheldige i en række perioder, hvor vi kunne have taget fronten med lidt mere tur i den.

Vi holdt heldigvis hovedet koldt i hele anden halvleg. Og da vi var bagud det meste af kampen, skal vi sige OK til det point, vi tager med hjem i bussen. Vi er hverken de første eller sidste, der har det svært på udebane overfor et godt spillende, ungt sjællandsk team.”

REHH spillede en erkendt rodet kamp med bl.a. 10 tekniske fejl og 4 brændte straffekast ud af 5. Samtidig er der grund til at rose Jimmi Andersen hos hjemmeholdet, der vandt målmandsduellen klart over Niklas Kraft (Ágúst Elí Björgvinsson var ude af kampen med skade).

Næste kamp er allerede tirsdag aften kl. 18.30, hvor ét af topholdene, BSH, møder op i Blue Water Dokken med bl.a. EM-sølvvinder Rasmus Lauge.


/Lars L


Målscorer:
William Aar, 7
Elvar Ásgeirsson, 5
Andreas Søgaard, 4
Morten Jørgensen, 3
Marcus Mørk, 3
Emil Grønbech, 2
Mathias Jørgensen, 2
Jakob Frederiksen, 1
Jonas Larholm, 1
Simon Birkefeldt, 1

Målvogtere:
Niklas Kraft, 8/36 (22,22%)


Kampen mod Bjerringbro-Silkeborg bliver ikke vist på tv, så kom endelig i hallen og få stemningen med!

Billetterne kan købes lige her → Billetsalg