TTH - vi ligger nummer et, blev der sunget fra Team Tvis Holstebros tilhængere under opgøret mod Ribe-Esbjerg HH i Invactor Arena i Ribe denne onsdag aften. Og al respekt for det: Team Tvis Holstebro vandt med en sejr over REHH på 29-23 grundspillet. Og det var vel fortjent.
Det skal siges, at vore spillere tabte med ære. Holdet spillede ind i mellem meget fint håndbold, og holdet blev ved med at kæmpe, selv om situationen til tiders syntes håbløs.
Team Tvis Holstebro viste allerede efter en god halv snes minutters spil, at holdet har kvalitet, og fra stillingen 8-4 i TTH's favør så holdet sig aldrig tilbage. Vi fik af og til kontakt, men nogen egentlig spænding om udfaldet blev der aldrig.
Et af vores store problemer er at score på de oplagte chancer, som holdet hele kampen i gennem spillede sig til. Men når de bliver brændt på målmanden eller skudt ved siden af, så er det svært at vinde mod Boxer Herreligaens tophold. Dertil kom, at Team Tvis Holstebro og ikke mindst Patrick Wiesmach var enormt gode til at læse spillet og opfange bolden. Det skete eksempelvis for Wiesmach fire gange i anden halvleg. Var det blevet forhindret, havde kampen formentligt fået et helt andet udfald.
Efter kampen sagde Pelle Schilling: - Spillet seks mod seks føler jeg egentligt, vi vinder. Inden kampen har vi talt netop om ikke at smide boldene væk, men det er desværre det, der sker.
Troels Vejby Jørgensen: - Det er en kombination af at brænde for meget og smide bolde væk. Vi halter hele tiden bagefter, og det er fortjent, at de ligger, hvor de ligger. Skal vi vinde sådan en kampe, skal vi alle byde ind, og det sker ikke i dag.
Jacob Holm: - Det er super ærgerligt. Vi smider for meget væk specielt i første halvleg, og det kommer til at koste. Et par gange er vi ved at hente dem, men vi falder alligevel tilbage.
Phillip Holm blev man of the match. Her ses han i angreb.
Kampen i tal:
Målscorere REHH: Phillip Holm 5, Morten Vium 4, Pelle Schilling 4, Troels Vejby 4, Jacob Holm 3, Mark Nikolajsen 1, Hans-Christian Lund 1 og Mads Overgaard 1.
TTH: Patrick Wiesmach 11, Lars Mousing 5, Sigurbergur Sveinsson 4, Magnus Bramming 3, Peter Balling 3, Søren Tau 1, Anders Oechsler 1 og Simon Ellersgaard 1.
Udvisninger: REHH 3 x 2 min. TTH: 3 x 2 min.
Tilskuere: 887.
Dommere: Michael Gunnar Skjøth Søegaard og Thomas Kalisz Nielsen.
Foto: Elkjaerfoto.dk
Team Tvis Holstebro er nummer et | Nyheder | REHH
16. marts 2016
Facebook
Twitter
Instagram