To vigtige point kom i hus | Nyheder | REHH

Hasse Jørgensen
28. november 2016

Nogle har ladet mene, at Søren Haagen er tæt på pension, men det passer ikke. Det kan vi konstatere efter mandagens kamp mod Skanderborg, der endte med en sejr til REHH på 34-29 efter 16-10 ved pausen.

Dermed sikrede REHH sig to vigtige point i bestræbelserne på at komme i oprykningsspillet.

Og Søren Haagen havde sin stor andel i sejren med rigtig mange gode redninger. Flere gange var det nærmest umulige bolde, han fik fat i, og en enkelt gang lykkedes det ham at stoppe en bold, lige inden den passerede målstregen. Søren Haagen lå oven på bolden, der lå lige på stregen, og det lykkedes Søren at få den trillet ud i målfeltet, mens dommeren spændt fulgte arbejdet på tætteste hold. Søren blev da også efter kampen kåret som man of the match.


Søren Haagen blev man of the match og hyldet af Esbjerg City og Meet & More. (Foto: Mogens B.)

Tempo

Der blev lagt ud i et meget hurtigt tempo fra begge sider, og dommerne ønskede åbenbart ikke at overlade noget i den retning til spillerne. Meget hurtigt fik Rasmus Boysen en advarsel, og allerede inden de første to minutter var spillet, hentede han efterfølgende en udvisning. Hvad der afstedkom den straf, var det svært at se fra tilskuerrækkerne. Må jeg i al forsigtighed gøre opmærksom på, at det jo ikke er skak, der spilles!

At Skanderborgs Kristian Bonefeld måtte ud inden, der var gået tre minutter, var mere tydeligt. Det skyldtes et slag i ansigtet på en REHH-spiller.

Dermed var der oplagt op til et drama, hvor Skanderborg efter godt otte minutter bragte sig foran med 5-3, men herefter tog REHH over. Philip Holm reducerede på et straffekast, Rasmus Nielsen udlignede, og da han i Skanderborgs efterfølgende angreb kunne gribe bolden og selv løbe kontra, stod der 6-5 til REHH.

Herefter øgede REHH stille og roligt, og det skyldtes et hurtigt og smidigt angrebsspil, der flyttede Skanderborgs forsvar, et godt forsvar og ikke mindst en godt spillende Søren Haagen i målet.

Taktik

I anden halvleg forsøgte Skanderborg med flere taktiske konstellationer som at mandsopdække Lukas Karlsson og senere at tage både ham og Jacob Holm ud af spillet. Det lykkedes til dels, og det bragte Skanderborg tættere på REHH, men så tog ikke mindst Pelle Schilling fat. Den plads, som mandsopdækningen af Lukas og Jacob gav, udnyttede Pelle til fulde.


Det gør ikke noget, at man sætter sig på halen, når man scorer syv gange. (Foto: Mogens B)

I det hele taget var det en kamp, der bar præg af holdindsats, agressitivitet og engagement fra REHH’s side. Holdet var til stede hele kampen i gennem, og selv da Skanderborg begyndte at komme lidt for tæt på, bevarede holdet roen og kørte sikkert sejren hjem.

Det var ikke fordi, Skanderborg var noget dårligt hold, og ikke mindst Kristoffer Laursen i målet tog godt fra. I første halvleg lykkedes det vores spillere at holde styr på Skanderborgs Kasper Irming. Han kom bedre med i anden halvleg, men det hjalp ikke Skanderborg stort.

Koldblodig

Philip Holm er efterhånden blevet fast skytte på straffekast, og endnu har han ikke brændt. Stille og roligt og uden dikkedarer omsætter han chancerne i mål. Det skete således tre gange i aftenens kamp.

Selv sagde han efter kampen: - Det var dejligt med to point. Vi spiller en rigtig god første halvleg, mens vi i 2. halvleg har en periode, hvor vi bare bytter mål. De forsøgte nogle taktiske træk med at mandsopdække først Lukas og senere både Lukas og Jacob, men vi fik løst det. Vi bevarede roen og gik ikke i panik.
- De kom med det, vi forventede og havde forberedt os på.

Dejligt

-Det var rigtig dejligt, sagde en tilfreds Søren Haagen efter kampen.
- At score 34 mål er godkendt, og at holde Skanderborg på 10 i første halvleg, er OK. Vi fik to point, og nu er der ro på igen efter kampen mod SønderjyskE.
- Så er den kamp ude af systemet?
- Kampen mod SønderjyskE er en kamp, vi skal lære af, fastslog Søren Haagen.


- Hvem var det, der vandt i dag? (Foto: Mogens B.)

Kampen i tal

Målscorere: REHH: Pelle Schilling 8, Jacob Holm 7, Philip Holm 4, Akut Kreutzmann 4, Rasmus Nielsen 4, Lukas Karlsson 3, Jonas Ridemand 2  og Morten Nyberg 2.
Skanderborg: Kasper Irming 7, Rasmus Kaasgaard 5, Mikkel Kaagaard 5, Mike haack 3, Kristian Bonefeld 1, Morten Kirk 1, Thomas Christensen 1, Martin Larsen 1, Frederik Ladefoged 1, Andreas Væver 1 og Matthias Smed 1.
Udvisninger: REHH: 1. Skanderborg 3.
Dommere: Henrik Johnsen og Claus Adelgaard.
Tilskuere: 1276.


Kampen blev sendt i TV og efterfølgende blev Jonas Tidemand interviewet.
(Foto: Mogens B.)