Hvad cheftræner Claus Uhrenholt sagde til vores ligaspillere i pausen i træningskampen mod TM Tønder skal være usagt, men det havde tilsyneladende en gavnlig virkning.
Kampen blev spillet mandag aften i Toftlund Haller som et led i fejringen af hallernes 50 års jubilæum. Vores drenge vandt kampen med 28-25 efter 12-16 ved pausen. Og lad det være sagt med det samme. Selv om der var halvjubilæum, var der ikke noget champagnebrus over 1. halvleg for vores holds vedkommende.
Der var ikke meget, der fungerede i hverken angreb eller forsvar, så den halvleg springer vi let og elegant over.
I anden halvleg var det noget anderledes. Intensiteten blev langt højere. Viljen og gejsten blev forstærket ganske betragteligt i forhold til første halvleg.
I forsvaret fik vores spillere langt bedre fat bl.a. ved at gå lidt frem på banen, og målmand Rasmus Nielsen begyndte at tage fra og havde ikke så få gode redninger i den del af kampen.
I Tønders forsvar blev der taget godt fat.
I angrebet blev tempoet og opfindsomheden sat i vejret, og det betød bl.a., at Tønders fire måls føring ved halvleg var hentet efter godt otte minutters spil.
Tønder er bestemt ikke et dårligt hold, og det er et hold, der spiller med musklerne og tager godt fat. Det sås også af de seks udvisninger, holdet blev tildelt mod tre til vores drenge.
Nogen køn håndboldkamp blev der aldrig rigtig tale om, men det var en god gang træning.
- Det var en kønsløs første halvleg, hvor vi brænder et utal af oplagte chancer. vi får langt bedre fat i anden halvleg, og intensiteten steg betragteligt. Det kan begge hold bruge, lød den umiddelbare vurdering fra sportschef Sune Agerschou efter kampen.
TM Tønder viste. at holdet bestemt ikke er noget dårligt hold, og at der er en grund til, at holdet er placeret i toppen af 1. division.
Nu forestår den sidste træningskamp på fredag mod SønderjyskE i Åbenrå inden den endelige turneringsstart.
Foto: mogens b.
Tønder blev besejret på en god halvleg | Nyheder | REHH
17. august 2015
Facebook
Twitter
Instagram