Træningskamp viste gode momenter | Nyheder | REHH

Hasse Jørgensen
15. august 2015

I en god og givtig træningskamp fredag aften i Holsted, slog vores ligahold Randers med 28-23.

Randers spiller i 1. division, men det er et hold, der sidste år bejlede til oprykningen og som formentligt også i den kommende sæson vil være at finde blandt de bedste i rækken. Det er således bestemt ikke et dårligt hold.

Vi kom lidt nølende fra start og kom bagud med 4-6, inden vore spillere fik styr på det, beretter sportschef Sune Agerschou fra kampen.

Kendetegnet for os var en solid defensiv. Målmand Rasmus Lind var ude med et bøjet ribben, og da Sebastian Frandsen endnu ikke er klar efter operationen, var det den helt unge Rasmus Nielsen, der trådte til som keeper, og han gjorde en god figur godt hjulpet af et bevægeligt forsvar.

I anden halvleg rykkede vi fra, og der var flere gode momenter.

- Angrebsmæssigt begynder vi at ramme noget af det, vi havde med i sidste sæson. Det var klart det mest flydende angrebsspil i træningskampene indtil nu, fortæller Sune, der fortsætter:

- Defensivt stod vi rigtigt stærkt. Der var flere gode individuelle præstationer. Pelle Schilling var stærk, Morten Nyberg spillede en rigtig god anden halvleg, Mark Nikolajsen var god og Phillip Holm byder godt ind, for blot at nævne nogle..

Sune Agerschou påpeger dog også, at vi har nogle mangler specielt omkring 3’er positioner i forsvaret og i stregspillet, hvor Mads Overgaard skal vænne sig til at være bærende, da Andreas Madsen stadig er en ung spiller.

Kampen var afslutning på lille træningslejr, hvor cheftræner Claus Uhrenholt primært har brugt tiden på at spille enkeltspil, og med Pelle Schilling og Jacob Holm hjemme fra slutrunden, er der mulighed for at få dem med i spil.

Rasmus Boysen, Rasmus Lind og Sebastian Frandsen var ude med skader ligesom den langtidsskadede Jonas Bruus Tidemand. Håbet er, at Sebastian kan komme til at spille med sidst på måneden, og at han så er rigtig kampklar en lille måneds tid efter.

Mandag aften er der en ny træningskamp mod Tønder i Toftlund.