Historien er den, at 27-årige Troels er født i Gilleleje i Nordsjælland, og her begyndte knægten at spille håndbold. Derefter spillede han et par sæsoner i Hillerød, og da 9. klasse var overstået, tog den unge mand til Holstebro, hvor han gik på sportscollege, og her var Claus Uhrenholt ungdomstræner.
- Og i Holstebro gik det stærkt. Det var her, jeg for alvor lærte at spille håndbold, fortæller Troels selv, der i dag er succesfyldt ligaspiller for REHH og på rundens hold efter sidste spillerunde. Det skyldes ikke mindst en rigtig god kamp mod KIF Kolding København.
- Og siden ungdomsårene har jeg holdt ved håndbolden. Jeg har også været på ungdomslandsholdet, og det var her, jeg lærte Matias Helt at kende.
I dag bor Troels i Århus sammen med sin kæreste, og ved siden af håndbolden læser han.
- Jo, det er da mange timer, jeg bruger på det både med træning og transport frem og tilbage mellem bopæl og træning. Jeg læser ved siden af håndbolden, og jeg kan få det til at hænge sammen, men det er klart, at i øjeblikket er det håndbolden, der har første prioritet.
- Men det betyder vel også noget, at det går godt i øjeblikket?
- Der er vild forskel på sidste sæson og den nuværende sæson. Vi har en rigtig god kemi i truppen, godt humør og vi spiller nogle gode kampe.
- Men det er også vigtigt, at man ikke bliver for tilfreds. Det er vigtigt, at vi hele tiden ved, at det kræver hårdt arbejde for at spille de kampe.
- Hvad går fritiden med, hvis der altså er nogen?
- Der er da lidt fritid, lyder det med et grin fra Troels.
- Fritiden bruger jeg med kæresten og lidt golf, og nu får vi fire fridage. Så skal vi hjem til Nordsjælland og hilse på familien.
- Hvorfor er der så mange håndboldspillere, der også spiller golf?
- Jeg ved det ikke. Jeg tror, det kan have noget at gøre med, at håndbold er en holdsport. I golf er det dig selv, det gælder. Det er kontrasterne mellem de to sportsgrene. Desuden er jeg ud af en golffamilie, så det er måske naturligt, at jeg også spiller golf.
- Hvad er dit handicap?
- 22, og det er udmærket med den smule, jeg spiller.
Facebook
Twitter
Instagram