Med sportschef Sune Agerschous fratræden som sportschef sker der en ændring i arbejdsfordelingen i ledelsen.
Ændringen i arbejdsfordelingen betyder, at en række af de opgaver, Sune Agerschou har varetaget, overføres til cheftræner Claus Uhrenholt, der således får det samlede sportslige ansvar for ligaholdet, mens salgs- administrative – og ungdomsrelaterede opgaver, som Sune har varetaget allerede er eller bliver overført til andre personer, det meste af det til personalet på kontoret.
-Vi har lige ansat en talentchef, så Claus ikke har driftsansvar for u-afdelingen fremadrettet, mine salgsopgaver er allerede placeret i administrationen, ligesom enkelte administrative opgaver desuden overgår til Anette på kontoret, således at Claus ikke ”drukner” i opgaver. Claus har fagligheden og erfaringen fra en lang trænerkarriere i tophåndbold, så det er et rigtig godt valg som sportschef. Ingen tvivl om det. Og meningen er, at han skal koncentrere sig om det sportslige og ikke alt muligt andet, fortæller Agerschou.
Claus Uhrenholt beklager Sunes afgang.
- Jeg havde håbet, at parløbet skulle fortsætte, men jeg har stor forståelse for, at Sune gerne vil prøve noget andet. Jeg synes, jeg har haft et glimrende samarbejde med Sune. Der har været en god sparring og en god dialog, siger Claus Uhrenholt.
- Det betyder flere opgaver til dig?
- Jeg kommer jo ikke til at stå med det hele selv. Mange opgaver lægges ud. Jeg kommer primært til at koncentrere mig om herreligaen og det set up, der skal være rundt omkring holdet. Det bliver den rendyrkede sportslige del. Ja, jeg får flere opgaver, men det har jeg prøvet før. Jeg har jo lidt erfaring fra Holstebro-tiden.
Claus Uhrenholt peger samtidig på, at det er ærgerligt, at Sune holder: - Det er ham, der har været med til at drive det i gang til det, det er i dag qua hans personlighed, hans navn osv., så det bliver et tab på alle fronter.
- Nu er det heldigvis heller ikke sådan, at han forsvinder helt ud af billedet. Han har lovet at hjælpe med frivillig sparring og rådgivning fremadrettet. Det er vigtigt at have nogen at sparre med og vende problemerne med. Jeg får fortsat et samarbejde med Sune, men det bliver blot på et andet plan.
- Hvad skal der nu ske?
- For mig gælder det om at fortsætte den udvikling, der er i gang og sikre opbakningen fra sponsorerne. Det er sådan i dag i håndbold, at har man ikke økonomien, kan man drømme herfra og til juleaften uden at få sine drømme opfyldt. Økonomien afgør placeringen på landkortet.
- Målsætningen for mig er at vi kommer til at spille med om slutspilspladserne, og det må være drivkraften for alle interessenterne i Ribe-Esbjerg HH.
- Vi så jo sidste år, at når vi spiller med om det sjove og er lige ved at nå slutspillet, så har vi også opbakningen fra både publikum i begge haller og sponsorerne. Målet er at skabe et konkurrencedygtigt hold, siger Claus Uhrenholt.
Facebook
Twitter
Instagram