Det er ikke sikkert, at den kunstneriske udførelse kommer til at stå til topkarakter, men det bliver formentligt opvejet af underholdningsværdien og så den fight, kampen kommer til at byde på.
Det jeg skriver om, er sæsonstarten i morgen, fredag den 28. august, i Invactor Arena i Ribe, hvor modstanderne som bekendt kommer fra Skive.
Skive fH er oprykkere i denne turnering, og det betyder givetvis, at de vil komme med alt, hvad holdet har i håb om at få en så god start som overhovedet muligt i sæsonen.
Omvendt er vores spillere og trænere også rigtig sultne efter at komme i gang, så der er – for nu at bruge en kliche – lagt op til et brag af en kamp.
- Der er ingen tvivl om, at Skive er et bedre hold i denne sæson, end tilfældet var i 1. division, og de kommer, med alt, hvad de kan. For dem er det en nøglekamp. De skal måle sig mod os, fordi vi ligger i det samme segment i ligaen, siger cheftræner Claus Uhrenholt.
- Så det er ikke en walk over for os?
- Der er ingen kampe i ligaen, der er walk over. Vi skal finde den fight, udstråling og engagement, vi havde sidste sæson. Hver eneste bold tæller.
- Og holdet glæder sig til at komme i gang?
- Det gør vi alle. Det er sjovere at spille, når det gælder, og nu har vi gået siden april uden at spille en turneringskamp. Det er ikke sikkert, at det bliver så kønt at se på, men underholdningsværdien og fighten kan blive meget høj, fastslår cheftræneren.
Om den øjeblikkelige skadessituation siger Claus: Rasmus Lind døjer stadig med et trykket ribben, Morten Nyberg døjer lidt med lysken. Boysen er på vej tilbage, og Berthelsen trænede med i går, så nu må vi se, hvad han kan.
- Så nu ser vi i morgen, hvad vi kan møde med, siger Uhrenholt.
Facebook
Twitter
Instagram