Vi får endnu en tv-kamp | Nyheder | REHH

Det ligger nu fast, at vi får endnu en TV-kamp.
Det bliver kampen mod Nordsjælland, der bliver den første kamp efter landsholdspausen.
At kampen sendes i TV betyder også, at kamptidspunktet og spillestedet er flyttet. Oprindeligt skulle kampen være spillet klokken 19 i Helsingør Hallerne den 11. februar. men nu er spillestedet ændret til Farum Arena 1 og starttidspunktet er rykket frem til klokken 18.30. Årsagen til dette er et dobbeltarrangement, hvor vi altså først møder Nordsjælland, hvorefter København Håndbold kl. 20.30 møder Team Tvis Holstebro i damernes Primo Tours Liga. Begge kampe vises på TV2 Sport.

Der venter os en spændende kamp. Nordsjælland ligger sidst med 8 point lige efter Skive, der også har 8 point. På 12. pladsen kommer vi med 11 point. Vi er kun et point efter Midtjylland på 11. pladsen. Det er holdene på 12. og 13. pladsen, der skal spille nedrykningsspil, mens nummer 14 ryger direkte ud, så to point i Farum vil være guld værd for både os og Nordsjælland, som vi i øvrigt har revanche til gode mod. De slog os hjemme med 27-20.

Kampen mod Nordsjælland bliver 7. gang, vi kommer i tv i denne sæson, og det giver en fornem eksponering af holdet og dets sponsorer.