Aalborg Håndbold – Ribe-Esbjerg HH
den 10. september kl. 20.00
Når man møder Aalborg Håndbold (Niklas Landin, Mikkel Hansen etc.), så er størrelsesforholdet på alle organisatoriske/økonomiske faktorer oppe i gange 3-4 stykker i forhold til REHH’s afsæt. Og på det sportslige plan omtaler cheftræner Steffan Madsen selv denne sæsons trup som den stærkeste, der har været i klubben. Der vil være skuffelse i Aalborg, hvis der ikke står europæisk Final4 på programmet til foråret. Det håber vi også for dansk håndbold!
Men først skal ”de røde” fra det nordjyske altså lige forbi et REHH mandskab, der i sidste sæson spillede lige op med Aalborg i begge kampe i Slutspillet. REHH’s anfører Mathias Jørgensen ser derfor med forventningens briller på kampen:
”Vi glæder os til et brag af en kamp i en kæmpekulisse. Det er næste sådan, at den ligger for tidligt på sæsonen, fordi man ikke kan nå at glæde sig nok til sådan en kamp. Men nu er vi jo kommet fantastisk fra start, så vi kommer til Aalborg med selvtillid og tro på, at vi kan skabe et stort resultat. Derfor kan det jo vise sig, at kampen ligger på det helt perfekte tidspunkt – selv om det uden tvivl bliver en kæmpeopgave”.
Aalborg startede hjemme med at slå Skjern med 12 mål. Ribe-Esbjerg vandt ude over GOG. Begge hold fulgte positivt op i kamp nr. 2. Det er nr. ét og to i ligaen, der spiller topkamp søndag aften i Aalborg. Det er i sig selv alletiders udgangspunkt for Anders Thomsens trup.
/Lars L
Har du lyst til at bakke herrerne op fra lægterne i Gigantium, så kan der købes billet her → Aalborg Billetsalg
Udeholdet sidder blandt andet i Sektion H, bag mål.
Kampen kan ses direkte på TV2 Play, men kan også følges via Tophåndbold's Livescore på deres hjemmeside og i deres app.
Facebook
Twitter
Instagram