Ribe-Esbjerg HH – Skjern Håndbold den 19. februar kl. 19.30 i Blue Water Dokken
Skjern Håndbold møder op med 5 sejre i de sidste 6 kampe. Nederlaget var med 2 mål ude mod Aalborg. Så er ”de grønne” præsenteret. Efter en svag sæsonstart ligger de lige nu på en delt 3. plads med GOG i ligaen. Marc Uhd har fra sæsonstart set Skjern som det bedste hold under Aalborg:
”De har købt virkeligt stærkt ind. Og vi kender godt udfordringen. Vi skal først og fremmest være indstillet på et betonforsvar foran Bonde, der har fundet niveauet. I angrebet vil vi se Midtgaard retur fra skade i samspil med en stærk playmaker i Jacob Rasmussen. Mads Mensah fylder godt i begge ender af banen.
Vi skal have fundet løsninger i angrebsspillet. Og vi skal have fart i kampen over 60 minutter. Alle kontramuligheder skal udnyttes. Vi spillede 25-25 i Skjern. Vi ved, hvad alle mand skal præstere, hvis vi skal overhale det resultat i Dokken.”
Det er muligt, at Skjern vinder på navne. Men kampen i Blue Water Dokken – med mange tilskuere bag både REHH og Skjern – vil blive proppet med alle de fysiske, mentale og taktiske elementer, der gør håndbold på topniveau så fascinerende. Især når pointene bliver hos hjemmeholdet. Vi krydser alt, hvad vi har.
